Forsøg på at løse konflikt mellem Arafat og Abbas

RAMALLAH: Ledende palæstinensere planlagde i går nye forhandlinger i et forsøg på at løse konflikten mellem palæstinensernes to øverste ledere, Yasser Arafat og Mahmoud Abbas, der er uenige om fredsforhandlingerne med Israel. Informationsminister Nabil Amr, formanden for den lovgivende forsamling, Ahmed Qorei, og tidligere fredsforhandler Saeb Erakat forberedte samtaler med både Arafat og Abbas, der ikke har talt sammen, siden Abbas i sidste uge tilbød at trække sig ud af ledelsen af Fatah-bevægelsen, som Arafat og Abbas sammen dannede. De to ledere er uenige om kravene til Israel for at gå med til en fredsløsning. Palæstinenserne ønsker, at Israel skal løslade hovedparten af de 6000 palæstinensere, som Israel holder fængslet. Israel har hidtil kun villet løslade 350. /ritzau/AFP