Løgstør

Forsøg på at oprette Tai Chi-hold i Løgstør

LØGSTØR:Bjarne Mikkelsen fra Løgstør gør nu et forsøg på - sammen med kammeraten Jakob Lage - at oprette et Tai Chi-hold i Løgstør. Tirsdag er der introduktionsaften herom på Pavillon Christiansminde, hvortil Sund By tager imod tilmeldinger. Tai Chi - eller Taiji - er en kinesisk bevægelseslære, der mest dyrkes for sundhedens skyld men også kan udvikles til kampsport. Bjarne Mikkelsen har selv trænet Tai Chi i flere år. - Det går ind og løsner led og muskler og giver et bedre velbefindende, forsikrer han. Sammen med Jakob Lage er han parat til at stå for undervisning i Løgstør, hvis interessen er stor nok. I så fald bliver der oprettet et kursus under AOF. Som appetitvækker vises der en video med en kinesisk mester tirsdag aften, og interesserede kan også komme på gulvet og prøve de specielle bevægelser og få svar på spørgsmål om Tai Chi.