EMNER

Forsoningens æra?

1. oktober er 60-årsdagen for Folkerepublikken Kinas oprettelse. Perioden har været præget af forskellige æraer; fra formand Maos ideologiske felttog med grundlæggelse af det kommunistiske regime gennem vold og organiseret ødelæggelse af kulturværdier; til Deng Xiaopings fokus på økonomi og nedtoning af ideologi.

Det kommunistiske styre har på mange områder udvist vilje og evne til at tilpasse sig nye tider, men magtfastholdelse og kontrol med de mange minoritetsgrupper bygger stadig på magt og voldsanvendelse. Maos udtalelse om, at ”politisk magt vokser ud af et geværløb”, er stadig den gældende doktrin. De seneste 60 år har styret i Beijing eksperimenteret med forskellige grader af undertrykkelse af Tibet og traditionen tro har de kinesiske myndigheder i Tibet besluttet at indlede en ny ”slå hårdt-kampagne” forud for årsdagen. I stedet for at reflektere over de underliggende årsager til de løbende konflikter i Tibet (og bl.a. Xinjiang), bl.a. diskrimination og manglende beskyttelse af minoriteters rettigheder, har styret valgt den hårde linje. Dette er udtryk for en fundamental mangel på forståelse, værdsættelse og respekt for Tibets særlige kultur, historie og identitet. Meget kunne have været opnået ved at føre en politik, som tilstræbte at vinde tibetanernes hjerter og sind for fælles interesser. Der er skabt en voldsspiral, idet det, som opnås med vold, kun kan fastholdes med vold. Som en konsekvens heraf er viljen til modstand i det tibetanske folk stærkere end nogensinde. Den tibetanske eksilregering fremlagde sidste år et forslag til en fredelig løsning på spørgsmålet om Tibet indenfor rammerne af den kinesiske forfatning og indgåede internationale aftaler m.v., herunder beskyttelse af minoriteters rettigheder og ret til regional selvbestemmelse. Det kinesiske styre forhandlede på skrømt med Dalai Lamas udsendinge indtil OL var vel overstået og afbrød herefter alle forhandlinger, ligesom man til stadighed med alle midler forsøger at isolere Dalai Lama fra verdenssamfundet. De seneste 60 års undertrykkelse har kun kunnet finde sted med den frie verdens stiltiende billigelse. Efter kinesisk pres synes Tibet at være et tabu i FN. FN"s Verdenserklæring om Menneskerettighederne anses for hoveddokumentet til beskyttelse af menneskerettigheder. Alligevel er munke i Tibet blevet arresteret blot for at være i besiddelse af en kopi af denne erklæring. Det internationale samfund er meget tilbageholdende med offentligt at kritisere forholdene i Kina. Man har valgt det stille diplomati og underkender hermed den vigtige rolle som de kinesiske bevægelser for demokrati og menneskerettigheder spiller i forbindelse med at bringe forandringer til Kina. Betydningen af offentlig støtte og solidaritet er blevet klart påvist af forskellige bevægelser i fortiden, bl.a. af apartheid-bevægelsen i Sydafrika. For et undertrykt og forfulgt folk er følelsen af at være glemt og ignoreret af verdenssamfundet nedbrydende for håb og moral. Udtryk for bekymring for og støtte til Tibet fra verdenssamfundet har en positiv effekt og kan bidrage til at skabe det nødvendige politiske klima for en fredelig løsning på spørgsmålet om Tibet, således at fremtiden for Kina og Tibet kan bevæge sig ud over mistillid og fjendskab til et forhold baseret på gensidig respekt, tillid og anerkendelse af fælles interesser. Det er mit håb, at medmenneskelighed og erkendelse af fælles ansvar må vinde over ligegyldighed, resignation og pleje af egne kortsigtede økonomiske og politiske interesser – hvilket er forudsætningen for indledningen af en ny æra: forsoningens æra.