Forsorgønsker bedre fordeling af fanger

KØBENHAVN:En del tilfælde af vold og trusler blandt indsatte i fængslerne kan muligvis undgås, hvis Kriminalforsorgen får samme redskaber som i Sverige, Canada og Storbritannien. Her undersøges folks forhold meget nøje, inden det besluttes, hvor og under hvilke vilkår afsoningen skal ske. - Med nogle kortlægningssystemer kan man meget systematisk afdække klienternes risici og behov, siger vicedirektør i Kriminalforsorgen, Annette Esdorf. Med op til flere hundrede spørgsmål til de dømte bliver fængselsmyndighederne meget bedre i stand til at afdække deres svage og stærke sider. - Det står på vores ønskeseddel, siger vicedirektøren og henviser til Kriminalforsorgens oplæg til de forhandlinger, som politikere på Christiansborg netop har taget fat på i forbindelse med en ny flerårsaftale for Kriminalforsorgen. /ritzau/