Fodbold

Forspring skal ikke mindskes

Mariann Gajhede må måske holde en pause på et helt år fra fodboldbanen. Foto: Bente Poder.

Mariann Gajhede må måske holde en pause på et helt år fra fodboldbanen. Foto: Bente Poder.

HJØRRING:Med sejren på 3-0 i Brøndby i sidste weekend tog Fortuna Hjørring et stort skridt mod det danske mesterskab i kvindefodbold, og forspringet på fem point ned til netop Brøndby i 3F-slutspillet skal i hvert fald bevares, når vendelboerne 2. pinsedag på hjemmebane møder SønderjyskE. - Det var en rigtig god sejr vi fik i Brøndby, men vi ikke tillade os at hvile på laurbærrene, for SønderjyskE har vi det altid svært mod, så vi skal være aggressive fra kampstart, siger Fortunas Mariann Gajhede. - SønderjyskE står altid godt på banen og er vanskelige at åbne op, men en tidlig scoring vil gøre det lettere for os, så det går vi naturligvis efter. - Efter lidt scoringskrise fik vi lavet tre flotte mål i Brøndby, og i det hele taget lysner det i offensiven, hvor nu også Chichi Igbo er ved at melde sig klar. - Hun var med i Brøndby men blev holdt på bænken hele kampen. - Alligevel er det rart at vide, at hun er så tæt på at være kampklar, at hun kan sendes på banen, siger Mariann Gajhede, der håber, at Fortuna kan fortsætte takterne fra anden halvleg i Brøndby. - I så fald får SønderjyskE det svært, fastslår Fortuna-spilleren.