- Forståeligt at vi får tæsk

Bestyrelsen i Agri Nord var yderst tæt på at få et flertal imod sig på generalforsamlingen tirsdag aften.

En afstemning om beretningen endte med 131 stemmer for og 129 imod. - Det er fuldt forståeligt, at vi får nogle tæsk sådan en aften, siger formanden, Arne Buus. Han opfatter utilfredsheden blandt medlemmerne som værende et udtryk for både den dårlige økonomi i landboforeningen med et underskud i 2009 på 11,5 millioner kroner og også forholdene i landbruget i det hele taget: - Medlemmerne har brug for at få luft. Både over underskuddet og over, at vi ikke har formået at påvirke politikerne tilstrækkeligt meget, siger Arne Buus, der selv måtte fremlægge økonomien, da landboforeningen for få uger siden fyrede direktøren: - Normalt er det jo ikke formanden, der fortæller om regnskabet, men når man gør det, må man også stå for skud, siger Arne Buus, der så absolut håber, at de økonomiske forhold ser anderledes ud i det næste årsregnskab. - Nu har vi i hvert fald fået et vink med en vognstang, siger formanden, som ikke ved, om han ville have mistet sin post, hvis der havde været et flertal mod bestyrelsen. Ifølge Arne Buus stod det nemlig ikke klart, hvad forslagsstilleren mente, der skulle ske, hvis det blev til et flertal mod bestyrelsen - men med hiv og sving blev det altså heller ikke aktuelt at finde ud af det.