Kultur

Forstår vi hinanden?

Under den netop overståede valgkamp var ¿integration¿ et gennemgående tema.

Det er min fornemmelse, at der hersker en udbredt forvirring omkring centrale begreber og deres præcise definitioner blandt såvel politikere som vælgere. Den uenighed, der tydeligvis er omkring ¿integrationsspørgsmålet¿ hænger efter min mening også sammen med, hvad man forstår ved integration. Den første forudsætning for, at vi kan tale meningsfuldt om et emne må være, at vi har en ensartet opfattelse af de vigtigste begrebers betydning. Et forslag til en sondring kunne efter min mening være, at man ser det som et kontinuum fra assimilation i den ene ende, over integration, og til akkomodation i den anden ende. Assimilation betyder i denne sammenhæng, at nye medlemmer i en kultur skal tilpasse sig de eksisterende normer. De skal f.eks. tillægge sig denne kulturs religion, kønsroller, familiemønstre, sædvane omkring klædedragt, politiske holdninger og normer omkring hvilke fødevarer man indtager. Assimilation betyder, at nye medlemmers kulturelle baggrund udslettes og erstattes af den dominerende kultur. Akkommodation kan på den anden side udlægges som et begreb om hvordan en kultur skal ændre sig fundamentalt for at indoptage nye medlemmer med en anderledes kulturel baggrund. Her er der tale om, at nye medlemmer ved deres indtræden i en given kultur skaber grundlæggende forandringer i normer, vaner og holdninger ¿ og dermed forandrer kulturen til en helt anden. Integration, som begrebet i midten, er en forening af to eller flere dele til et hele. Det er en udviklende og lærerig dialog mellem forskellige kulturer, hvor det at integrere nye medlemmer genopliver og fornyer kulturen. Jeg ser integration som ¿det gode¿ i den betydning man finder i Aristoteles" etiske skrifter med deres beskrivelser af det gode som en gylden middelvej. Der er hverken tale om at man aggressivt undertrykker andre, eller at man passivt lader sig undertrykke, men tværtimod et møde hvor der tilkendegives meninger og holdninger i gensidig respekt for hinandens værdi som mennesker. Et andet og mere omfattende problem er selve definitionen af en kultur, i denne sammenhæng: Hvad er dansk kultur, hvad er det normale og hvad er sædvane indenfor alle mulige områder i samfundet? Min påstand er, at der ikke findes en altomfattende danskhed, som alle danskere kan identificere sig med, og som kan danne baggrund for en fælles opfattelse af hvordan en dansker bør være. Ofte ser man essensen af danskhed fortolket som: hygge, dannebrog, frikadeller og kolonihavehus. Andre lige så meningsløse definitioner er også set. Det vi opfatter som ¿det danske¿ er for mig at se udelukkende en forestilling om et fællesskab. I princippet er det helt vilkårligt, hvilke elementer der tolereres på danskerens mentale amagerhylde. Så til de integrationsfjendtlige politikere vil jeg sige: bare rolig, der er ingen dansk kultur, der er i fare for at blive udryddet. Alle mennesker her i landet udgør i sig selv en enestående chance for fælles udvikling, hvis vi tør tale sammen på en respektfuld måde, og har et reelt ønske om at forstå hinanden.