Forstærkninger til Aalborg Østre

To markante forstærkninger betyder, at Aalborg Østre Tennisklub i denne sæson har gode chancer for at rykke op i landets næstbedste række, 1. division.

Aalborg Østre klar til sæsonpremiere i 2. division, fra venstre David Mathiesen, Kathrine Maltbæk, Henrik Maltbæk, Jørn Østergaard og Casper Lund. På billedet mangler Daniela Ivana. Privatfoto

Aalborg Østre klar til sæsonpremiere i 2. division, fra venstre David Mathiesen, Kathrine Maltbæk, Henrik Maltbæk, Jørn Østergaard og Casper Lund. På billedet mangler Daniela Ivana. Privatfoto

Fra Birkerød har klubben fået den tidligere juniordanmarksmester og elitedivisionsspiller David Mathiesen, der læser idræt på Aalborg Universitet. Han virker som spillende træner for både førsteholdet i 2. division og andetholdet i 3. division. Hos kvinderne er Aalborg Østre styrket mærkbart ved tilgangen af Daniela Ivana, der kommer fra Nørresundby Tennisklub. Hun har tidligere hævdet sig internationalt og været nummer 350 på verdensranglisten. David Mathiesen og Daniela Ivana træder begge ind på 2. divisionsholdet, der desuden består af Henrik Maltbæk, Casper Lund, Jørn Østergaard og Kathrine Maltbæk. Aalborg Østre indleder lørdag sæsonen på hjemmebane mod Fruens Bøge. De øvrige modstandere er Skovbakken, AGF, Skive og Sønderjylland samt andetholdene fra Århus 1900 og ALTS fra Århus.