Forstander: - Jeg fortryder intet

Preben Gundersen erklærer sig uskyldig i samtlige 11 forhold i anklageskriftet, hvor han er tiltalt for mandatsvig og misbrug af offentlig stilling.

EMNER 4. september 2009 18:18
NORDJYSKE: Hvordan forholder du dig til de 11 forhold i anklageskriftet? PREBEN GUNDERSEN: - Jeg er uskyldig i dem alle sammen. Er der nogle ting i det her forløb, som du fortryder? - Næh, det er der jo principielt ikke. Det har været et mange, mange timers job, og der er ikke noget, jeg fortryder. Det er nu engang sådan, at hvis man laver noget, så laver man også nogle fejl. Jeg tror, at enhver, der ville blive udsat for en tilsvarende gennemgang, som jeg har oplevet, kunne man nok finde et eller andet på, og sige om det nu var klogt eller ej. Du er tiltalt for at ringe for over 56.000 kr. over en 5-årig periode til telefonlinjen Træfpunkt fra din arbejdsmobil? - Det er jo ikke rigtigt. Det er ikke sådan, det er. Hvordan er det så? - Det er simpelthen ikke rigtigt. Men har du ringet til Træfpunkt fra din arbejdsmobil? - Nej, jeg har ikke ringet til Træfpunkt fra min arbejdsmobil. Du købte en bærbar computer til 17.000 kroner til Lone Poggioni (tidligere formand for Danske Døvblindfødtes Forening, red.) Centeret betalte, men det var ikke "forelagt og godkendt af de bevilgende myndigheder"? - Hver eneste gang der står i anklageskriftet, at det er sket uden godkendelse, så var det rent faktisk sådan, at de ting ikke skulle godkendes. Det var inden for mit kompetenceområde. Det er det, striden går på. Men du er immervæk stadig tiltalt for det? - Ja, ja. Men det er jeg heller ikke enig i. Det er et arbejdsredskab, der er stillet til rådighed. Som hun har lånt. Du besøgte Lone Poggioni i Italien på en ferietur, men lod Døvblindecentret betale kørepenge. Det løb op i 5.734 kroner. - Ja, det er vel ikke voldsomt meget, når man har internationalt samarbejde. Vi arbejdede masser af steder, og jeg samarbejdede meget med Lone Poggioni. Men der var ikke noget officielt møde. Det har vi fået bekræftet af den nuværende formand for Danske Døvblindfødtes Forening. - Det er muligt, men hvad ved hun om det. Hun har i hvert fald udtalt sig omkring det. - Det må hun jo gerne gøre, men fremstillingen er ikke rigtig. Du er tiltalt for at lade Døvblindecentret betale for rejser til Rumænien. Men turene var ikke godkendt, og efter anklageskriftet var turene "uvedkommende for centeret"? - Turene var arbejdsrelaterede. Man er jo nødt til at investere. Hvis man for eksempel vil sælge nogle ydelser til Rumænien, så er man nødt til at starte et sted. Vi solgte jo rent faktisk ydelser i stor stil. To gange om året fik jeg at vide, at dét arbejde, jeg lavede, var fint. Og to gange om året fik jeg at vide, at den økonomiske del var fin. Noget af det, der kom frem i NORDJYSKE i 2007, handlede om, hvordan du agerede som leder. Du ansatte for eksempel din nuværende kone. - Nej, vi var ikke kærester på det tidspunkt. Det kom også frem, at du fyrede en tidligere kæreste. - Det passer heller ikke. I 2005 brugte du 280.000 kroner på et privatfly, hvor du sendte 30 ansatte til en konference i Slovakiet. Du bestilte også en tur til Australien i 2007 til over en halv million kroner til den tilsvarende konference? - For det første er det (døvblindespecialet, red.) et lille speciale, så vi er nødt til at arbejde sammen på tværs af landegrænser, og det har døvblindeområdet gjort. Også før min tid. Så det er meget normalt, at man arbejder på tværs af landegrænserne, og det kan man ikke gøre gratis. Men der var både it-folk og bogholder med. Hvordan har deres arbejde noget med samarbejde omkring døvblindespecialet at gøre? - Hvis man laver noget fornuftigt ledelsesmæssigt arbejde, så er der ikke nogen, der er undtaget, for alle arbejder med det samme. Man kan jo ikke levere varen, hvis man ikke ved, hvad man har med at gøre. Du bad selv om at blive fritstillet i januar 2007, da NORDJYSKE bad om aktindsigt i Døvblindecentret? - Ja, jeg sagde til dem, at de måtte gerne fritstille mig, mens de fandt ud af, om der var noget. Jeg ville ikke være nogen hindring. Hvis det kommer frem i retssagen, at jeg har gjort noget forkert, så tager jeg konsekvenserne af det. Men det ændrer ikke på, at lige nu synes jeg ikke, at jeg har. Du mener, at du har drevet den institution, som man skulle gøre? - Ja, jeg har drevet den institution med et gevaldigt overskud og en gevaldig tilfredshed blandt medarbejdere, pårørende og beboere, så jeg har sådan set løst opgaven. Kan du forklare eller forstå, hvorfor at du er blevet suspenderet, politianmeldt og tiltalt, når nu du mener, at du har gjort et godt stykke arbejde? - Jeg synes, jeg har forsøgt at levere varen, og jeg har ikke overtrådt noget med vilje. Og jeg synes, at jeg sammen med medarbejderne har - både pædagogisk og økonomisk - gjort det meget fornuftigt. Vi har tjent flere penge, end der har været budgetteret. Mener du, at du kunne administrere frit med de midler, der var til rådighed på budgettet? - Nej, men jeg kunne administrere inden for de rammer, der var. Den ledelsesmæssige metode, der var, hed "mål og rammestyring". Og så er der nogle spilleregler, og jeg har selvfølgelig overholdt alle de spilleregler. Så kan jeg have lavet nogle fejl. Noget, jeg har overset, men der har ikke været nogle regler, som jeg bevidst ikke har overholdt.
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...