Forstander raser over nyt skoleudspil

Jens Rasmussen fra Østvendsyssel Ungdomsskole frygter for fremtiden

DRONNINGLUND:- Jeg kan kun se dybt hovedrystende på, hvad det nu er, at de spiller ud med. Sådan siger forstander på Østvendsyssel Ungdomsskole Jens Rasmussen, efter at undervisningsminister Bertel Haarder (V) er kommet på banen med VK-regeringens forslag til en ny folkeskole i Danmark. Det er et forslag, der blandt andet indebærer et farvel til 10. klasserne, som de p.t. kendes - også på efterskolerne. De skal i stedet erstattes af en ny ungdomsklasse, hvor eleverne dér kan vælge imellem hel- og halvårlige studieforløb. - Jeg kan til det her kun sige, at jeg håber, at der nu er politikere, der på trods par-tibindinger for alvor begynder at tænke på, hvilken fremtid det er, at vi skal give vores unge, siger Jens Rasmussen og fortsætter: - For mens det her for os på ungdomsskolen betyder en usikker fremtid, så er det for politikerne også værd at tænke på, at en afklaring og modning for landets unge er utrolig vigtig. - Det får de med det her udspil ikke mulighed for, og jeg betragter det som et koldt og barsk menneskesyn, at det nu bare gælder om at få folk ud i erhvervslivet - uden i den forbindelse at tænke det mindste over, hvad det er for nogle unge mennesker, at man sender ud på arbejdsmarkedet, tilføjer Jens Rasmussen, der samtidig peger på, at regeringens modstandere nu har en oplagt mulighed for at optræde som en rigtig opposition. - Der er behov for, at nogle politikere nu for alvor træder i karakter, og jeg tror helt ærligt, at der vil komme en folkelig opstand imod det her, siger Jens Rasmussen. - Det virker næsten som om, at vi på efterskolerne ikke må have den succes, som vi i dag oplever med 10. klasseeleverne, fortsætter forstanderen - og tilføjer: - Her har vi jo på vores egne elever oplevet, hvordan de har haft utrolig godt af at have et år til at blive afklaret og mere modnet, inden de går videre i uddannelsesforløbet. - Det er en modning, der ikke kan forceres - heller ikke af regeringen - og jeg håber derfor inderligt, at det ikke ender, som der her er lagt op til. For så vil vi altså fremover opleve nogle endnu mere frustrerede unge, der tvinges til at træffe en fremtidsbeslutning, som de slet ikke er rustet til at træffe, slutter Jens Rasmussen.