Forstokket syn på kvinder

Under overskriften "For udfordrende" skriver socialdemokratiets Mogens Thykjær (25.8.) den største gang vrøvl, jeg længe har læst. Han forstår udmærket, når visse afstumpede muslimer fremstår med den mening, at danske pigers lette påklædning indbyder til voldtægt. Manden skriver lige ud: "For mig er det forståeligt, hvis andre kulturer mener, at en sådan let påklædning er for udfordrende og fristende for de unge og derfor ikke lader deres unge piger gå som de danske udfordrende piger gør det"". Er det virkeligt normal tankegang inden for S, at alle danske piger skal iføres "villatelt" for ikke at indbyde til voldtægt? Har de danske piger og kvinder ikke retten til at bestemme over egen påklædning, og krop, og mener du virkeligt at påklædningen er en legal grund til at visse personer ikke kan/vil forstå et nej? Jeg er ikke medlem af hverken Fremskridtspartiet eller DF. Men jeg er rystet over at der inden for Socialdemokratiets rækker findes folk med et så gammeldags og forstokket syn på kvinder og deres påklædning, at der udvises forståelse for de muslimer, som står frem med meningen, "danske piger er selv ude om voldtægterne, på grund af deres påklædning". Den slags burde smides ud! Merete Knudsen Hasserisgade 2, Aalborg