Forsvar har lært af Irak-krigen

Soldaternes erfaringer med til Afghanistan

En tidligere brigadegeneral retter i en bog hård kritik af de danske Irak-styrkers forberedelser til opgaverne. Foto: Scanpix
Afghanistan 1. september 2008 06:00

KØBENHAVN: Forsvaret har draget erfaringer af indsatsen i Irak-krigen, så styrken i Afghanistan er langt bedre forberedt end Irak-styrken. Det siger forsvarsordfører Helge Adam Møller (K) til Ritzau. Han afviser, at danske soldater var for dårligt uddannede, som det fremgår af bogen "Blindt ind i Basra". Den er skrevet af fhv. brigadegeneral, Michael H. Clemmesen, som er militærhistoriker. Han kritiserer, at nogle soldater ikke kunne skyde med let og tungt maskingevær, ligesom styrken savnede erfarne efterretningsfolk. - Forholdene i 2008 er endnu bedre end for fire, fem eller seks år siden. Vi lærer jo hele tiden. Mange fra det hold, som kom hjem fra Afghanistan for en måned siden, var også med i Irak. Det går frem for hvert eneste hold. Sådan er det også for andre fag, siger Helge Adam Møller. Han fortryder ikke "et sekund", at Danmark i 2003 gik med i den amerikansk-ledede krig mod Irak. Indsatsen var med til at fjerne den irakiske præsident, Saddam Hussein, "den værste diktator i verdenshistorien siden Hitler", mener Helge Adam Møller. Han besøgte flere gange lejren Camp Eden, hvor danske soldater var udstationeret nær Basra i det sydlige Irak. Lejren rummede blandt andet en skydebane, hvor soldaterne kunne træne med våben som maskingevær, forklarer han. - Når du sender 600-700 mand af sted, vil der altid være få, som ikke kan det godt nok. Når man konstaterer, at én eller flere soldater måtte mangle en uddannelse i tungt maskingevær, som ikke var deres hovedvåben, så blev de selvfølgelig uddannet, siger Helge Adam Møller. Han forstår ikke bogens oplysninger om, at tidligere straffede personer angiveligt deltog i Irak-styrken i strid med hærens reglement. Man kan ikke bruge folk, der ikke kan deltage i internationale operationer, som er forsvarets hovedopgave. Samtidig bør det ikke afskære en militær karriere, hvis en soldat har afsonet en mindre straf, mener han. Helge Adam Møller har talt med de fleste af Irak-styrkens militære chefer. Deres rapporter bruger forsvaret til at forbedre de udsendtes uddannelse og udstyr, forklarer han. - Hovedindtrykket er, at vore udsendte soldater og materiel har været fremragende godt, men selvfølgelig har der været ting, som kunne være endnu bedre. Det gør de opmærksom på, så man kan rette det, siger Helge Adam Møller. Dansk Folkepartis forsvarsordfører, Ib Poulsen, påpeger, at kritikken er velkendt, ligesom forsvaret har ændret soldaternes uddannelse og materiel. Erfaringerne indgår også i forsvarskommissionen, som forbereder et nyt forsvarsforlig, siger han. - Udstyret og uddannelsen skal være i orden. Det tager vi med i forsvarskommissionen. Det var en rigtig beslutning, vi traf med den viden, vi havde dengang. Vi har set, hvad der kom ud af det: Vi slap af med Saddam Hussein, og Irak er på vej mod bedre forhold, siger Ib Poulsen. SF's formand, Villy Søvndal, kræver en kulegravning af regeringens baggrund for at sende dårligt uddannede soldater til Irak. - Regeringen har svigtet de danske soldater groft, og det er det rene hykleri, når de bræger op om al den respekt, de har for de danske soldaters indsats. Jeg kan ikke få øje på noget, der er mere respektløst end at sende danske soldater af sted uforberedte og uden legitimitet hjemmefra, siger Villy Søvndal i en pressemeddelelse. /ritzau/

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...