Forsvarer: Bagmandspolitiet bryder løfte i sparekassesag

Ny sigtelse om kursfup i sparekasse er ulovlig, hævder advokat - løfter i retten er ikke "en sandkasseleg".

Forsvarer: Bagmandspolitiet bryder løfte i sparekassesag

Bagmandspolitiet har brudt et løfte, som er afgivet over for retten, ved at rejse en ny sigtelse mod Sparekassen Himmerland om kursmanipulation.

Det mener advokat Jakob Arrevad, der er forsvarer for en tidligere ledende medarbejder i sparekassen.

Nu overvejer han at bede en dommer om at forkaste den nye sigtelse. Den drejer sig om påstået fup med kursen på sparekassens aktier, som skal være sket i et samarbejde mellem Vestjysk Bank og sparekassen i september 2008.

I årets første måneder behandlede Retten i Hjørring den første straffesag om kursmanipulation mod Sparekassen Himmerland, hvor Ebh Banks direktør også var på anklagebænken.

Og det var i den forbindelse, at løftet blev afgivet i et retsmøde 3. januar. Det blev også noteret i den såkaldte retsbog.

- Vi fik fra de to anklagere et klart udsagn til retsbogen om, at der ikke ville blive rejst yderligere sigtelser, siger Jakob Arrevad.

Og denne såkaldte proceserklæring er det ikke i orden senere at løbe fra - og heller ikke af menneskelige hensyn, lyder kritikken.

- Det er jo ikke en sandkasseleg, når der afgives erklæringer i retten. Det er dybt alvorligt for de involverede mennesker, understreger han.

Hans pointe er, at der i Hjørring-sagen indgår en mængde henvisninger til sparekassens forhold til Vestjysk Bank. Sigtelsen i den nye sag hviler på det samme materiale som i vinterens straffesag, og der er derfor tale om samme kompleks, oplyser advokaten.

- Jeg mener, det er ulovligt at rejse en sigtelse, når man i en proceserklæring har givet afkald på yderligere sigtelser, siger Jakob Arrevad.

Og det er denne påstand, han overvejer at bede en dommer om at forholde sig til.

Samtidig ser han forløbet som udtryk for, at Bagmandspolitiet - Statsadvokaten for Særlig Økonomisk og International Kriminalitet - nærmest er blevet en slags marionet for Finanstilsynet.

- Det er Finanstilsynet, der undersøger og anmelder forhold og endda også beregner bødernes størrelse, bemærker advokaten.

Både retssagen i Hjørring mod sparekassen og Ebh Bank og den nye sigtelse drejer sig om forsøg på at holde hånden under sparekassens aktier under de turbulente tider i finansverdenen i sommeren og efteråret 2008.

I Hjørring-sagen blev sparekassen straffet med en bøde på fem millioner kroner, ligesom de to direktører fra henholdsvis sparekassen og Ebh Bank, Svend Jørgensen og Finn Strier Poulsen, hver blev idømt fem måneders fængsel.

Under sagen forsvarede Jakob Arrevad den daværende fondschef og en anden medarbejder, som hver blev straffet med tre måneders fængsel.

Dommen fra Hjørring er appelleret til Vestre Landsret, som skal behandle den i marts 2014.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.