Forsvarer: Drabstiltalt handlede i nødværge
Det er forsvarets påstand, at den 55-årige skal frifindes i drabssagen fra Ingstrup
Opdateret kl. 15:43
INGSTRUP: Tirsdag ved Retten i Hjørring procederede den 55-åriges forsvarer Rune Wiborg over for nævneretten. Og her stod det klar, at forsvareren mener, at tiltalte skal frifindes for drabet på sin 57-årige storebror.
I sin procedure lagde forsvareren stor vægt på, at tiltalte aldrig har haft i sinde at gøre sin bror fortræd. Det er forsvarerens opfattelse, at tiltalte den pågældende aften handlede i nødværge, fordi den nu afdøde angreb ham.
- Min klient blev mødt af en fuld og ondskabsfuld bror, som fem til syv gange i løbet af dagen til en fælles ven havde sagt, at han ville tage hjem og slå sin bror ihjel, sagde forsvarer Rune Wiborg i retten.
Det var en fælles ven af de to brødre, der i sin vidneforklaring i retten kunne fortælle, at storebroren på dagen for drabet 13. november sidste år flere gang havde sagt, at han ville slå sin bror ihjel.
I følge tiltaltes egen forklaring kulminerede det anstrenge forhold mellem de to brødre den aften, da storebroren kom fuld hjem og gik til angreb på sin lillebror.
Frygtede for sit liv
Tidligere har den 55-årige tiltalte forklaret, at han var bange for sin bror og at han aldrig havde set ham så gal, som han var den aften.
Forsvareren understregede i sin procedure, at tiltalte utallige gange forsøgte at stoppe slagsmålet mellem de to, men at storebroren ville have stridigheden mellem de to gjort op en gang for alle.
- Der er ingen, der er mere ked af det, der er sket, end min klient. Han var nødsaget til at holde sin bror nede, da han ellers frygtede for sit liv, sagde Rune Wiborg i retten.
Det er forsvaret påstand, at tiltalte hele vejen igennem har afgivet troværdige forklaringer.
I retten forklarede forsvareren den 55-åriges skiftende forklaringer med, at han har misforstået spørgsmål og hvad der konkret menes med halsgreb. Ud fra mentalundersøgelsen af tiltalte fremgår det da også, at han har svært ved at forstå abstrakte begreber.
Ingen forklaring på kartoffel
Det store spørgsmål i sagen er fortsat, hvordan to rå kartofler endte i halsen på den nu afdøde 57-årige. Den tiltalte nægter at have haft noget med det at gøre. Tidligere har han forklaret, at storebroren selv proppede kartoflen i munden, fordi han ville begå selvmord. Senere har har forklaret, at det skete ved et uheld, da storebroren faldt.
- Han (den 55-årige red.) har ingen forklaring på det. Det lyder vanvittigt, men hvorfor skulle han ikke fortælle sandheden, når han har gjort det på alle andre punkter. Hvis han virkelig ville slå sin bror ihjel, ville han så bruge en kartoffel?, spurgte Rune Wiborg under sin procedure i retten.
Forsvareren mener ikke, der er beviser for, at tiltalte proppede kartoflerne i halsen på sin bror, selvom anklagemyndigheden peger på forklaring, som den mest sandsynlige.
Der forventes at falde dom i sagen i morgen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.