Retspleje

Forsvarer: Forkert at sende mindreårige i fængsel

København, torsdag /ritzau/ Det er en helt forkert afgørelse at sende en 16-årig dreng i almindeligt fængsel. Det mener Ulrik Rasmussen, forsvarsadvokat for den ene af de tre drenge, der onsdag aften og torsdag morgen blev anholdt og sigtet for drabet på den italienske turist, Antonio Curra. De tre drenge, der er henholdsvis 16, 17 og 19 år. To blev varetægtsfængslet i fire uger og den 19-årige blev varetægtsfængslet i 14 dage. Deres advokater havde bedt om, at de kunne sidde i en institution for unge, mens politiets efterforskning står på, men dommeren besluttede, at de tre skal sidde i et almindeligt fængsel. - Unge mennesker bør sættes i en institution og ikke i fængsel sammen med voksne kriminelle, siger Ulrik Rasmussen. Alle tre advokater har kæret dommerens afgørelse til landsretten. - Det er selvfølgelig en alvorlig ting, min klient er sigtet for, men uanset om folk er skyldige eller ikke skyldige, så skal de sandelig behandles ordentligt, siger den 16-åriges advokat. Dommeren valgte samtidig, at den 19-årige skal sidde i isolation under varetægtsfængslingen. Den 19-åriges advokat har kæret både kendelsen om isolation, og det faktum, at den sigtede overhovedet skal sidde varetægtsfængslet. /ritzau/