Forsvarer i svindelsag roser sydafrikanske myndigheder

Den danske advokat for hælerisigtet i svindelsag forventer tidligst et grundlovsforhør fredag eftermiddag.Britta Nielsen ventes til Danmark i løbet af fredag

Ritzau
Svindelsigtede Britta Nielsen var torsdag i et retsmøde i Johannesburg i Sydafrika. En mand, der er sigtet for hæleri i samme sag, blev ligeledes stillet for en dommer. De ventes begge at være i Danmark fredag.
Økonomisk kriminalitet 9. november 2018 10:24 - Opdateret 9. november 2018 11:08

KØBENHAVN: Den danske forsvarer for den medsigtede mand i svindelsagen i Socialstyrelsen roser de sydafrikanske myndigheders håndtering af udleveringssagen.

Fredag ankommer den hælerisigtede mand og Britta Nielsen til Danmark, efter at der blev lavet en aftale om lynudlevering af de to.

- Jeg har egentlig kun ros til de sydafrikanske myndigheder. Det lader til at være en meget kompetent retspleje dernede. Jeg har også et positivt indtryk af advokaterne dernede, siger Henrik Dupont Jørgensen.

Det var i to forskellige retsmøder torsdag eftermiddag, at det blev besluttet, at Britta Nielsen og den anholdte mand kunne vende hjem til Danmark.

Dommerne besluttede at løslade de to, så Interpol-betjente kunne følge dem til lufthavnen i Johannesburg, hvorfra de ville blive fulgt af danske betjente til Danmark.

Anholdes af dansk politi

Myndighederne i Sydafrika og Danmark har dog ikke villet fortælle noget om rejseplanen, og Henrik Dupont Jørgensen ved heller ikke, præcis hvornår hans klient lander. Det vil dog ske fredag.

Efter de to sigtede lander i Danmark, forventes det, at de bliver anholdt af dansk politi. Herefter skal de inden for 24 timer stilles for en dommer.

Henrik Dupont Jørgensen forventer tidligst et grundlovsforhør i svindelsagen fredag eftermiddag, men det kan også blive lørdag.

- Det bliver fredag eftermiddag og fremad, siger han.

Ekstra Bladet har fredag morgen talt med Britta Nielsens forsvarer, Nima Nabipour. Han siger, at han ligeledes heller ikke har fået noget at vide om grundlovsforhør.

Den anholdte mand er beskyttet af et navneforbud. Derfor er det ikke muligt at komme med nærmere oplysninger om ham.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...