Drab

Forsvarer kritiserede politiets efterforskning

Den 38-årige tiltaltes forsvarer satte i mandagens retsmøde store spørgsmålstegn ved politiets efterforskning af drabet på 60-årige Hanne Lene Flachmeyer.

Blandt dagens otte vidner var den vicepolitikommissær, som var ansvarlig for efterforskningen, og ét af kritikpunkterne var, at efterforskningen blev lukket ned fra lørdag formiddag - få timer efter drabet - til mandag morgen. Det betød blandt andet, at der først om mandagen blev sendt hunde rundt til området, hvor de fandt interessante spor ned mod et vandhul. Få timer efter drabet krænkede familiens ældste søn politiafspærringen omkring huset, uden at politiet reagerede på den anmeldelse. - Vi kontaktede sønnen, men jeg husker ikke, hvad der videre skete, forklarede vicepolitikommissæren. Den mørkeblå pyjamas-overdel, som tiltalte forklarede, at hendes far havde på på drabsnatten, fandt politiet først interessant i oktober og fik en udleveret af Jan Flachmeyer, der ikke passede med datterens beskrivelse af den, han havde på på drabsnatten. - Den blev ikke fundet under ransagningen, så vi mente, den ikke eksisterede, forklarede vicepolitikommissæren. Kriminalassistenten, som foretog de kriminaltekniske undersøgelser på gerningsstedet, fortalte retten, at han på drabsnatten havde undersøgt om Jan Flachmeyers bil, som han ifølge den tiltaltes forklaring havde hentet hende i, var varm. Han konkluderede, at det ikke tydede på, at den havde været ude at køre. Forsvarer Michael Juul Eriksen spurgte, om en bil stadig er varm tre timer efter en kort køretur? - Jeg ved ikke, om den skulle være varm efter tre timer, men det var den i hvert fald ikke, lød svaret. Det kom også frem, at omkring 10 knive blev fundet i huset, men kun tre blev sendt til tekniske undersøgelser. Ingen af knivene er dog blevet testet for, om de kan skære et ribben over, som det var tilfældet med ét af de syv knivstik, den dræbte kvinde blev påført. Efterforskningslederen forklarede efterforskningen med, at der manglede folk, fordi mange var på ferie. maria.praest@nordjyske.dk