Forsvarer: Sagen mod Brian Holm er svag

Cykelstjernen mødte op til afhøring hos politiet uden at have en forsvarer ved sin side.

27. maj 2014 22:04

Politiets sigtelse mod Brian Holm hviler på et usikkert grundlag, mener hans forsvarer.

- Tingene er utrolig usikre på nuværende tidspunkt, sagde advokat Anne Birgitte Lett ved et retsmøde i Retten på Frederiksberg i fredags, skriver tv2.dk.

Tv-stationens reporter var den eneste journalist, der overværede retsmødet, som drejede sig om, hvorvidt den tidligere cykelstjerne skulle beskyttes af navneforbud eller ej.

Dommeren nedlagde forbuddet, hvilket indebærer, at det er forbudt at identificere den sigtede i en større kreds.

Men tirsdag besluttede Brian Holm altså selv at stå frem med sagen.

Han nægter sig skyldig i sigtelsen om, at han skal have begået en sædelighedsforbrydelse mod et barn under 12 år. Han beskyldes for andet seksuelt forhold end samleje med barnet.

Sigtelsen blev rejst af Københavns Politi 15. maj.

I retsmødet fredag kom det frem, at Brian Holm dagen før var mødt frem til en afhøring hos politiet uden at have en forsvarer ved sin side.

Ifølge forsvareren har politiet selv tilkendegivet, at sagen står svagt - og at det på nuværende tidspunkt mest ligner en sag om blufærdighedskrænkelse.

Politiet har ikke ønsket at kommentere sagen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...