Forsvarer: Svage beviser mod Korsbæk

Anklagemyndigheden lægger selv op til en frikendelse af ebh banks bestyrelsesformand, mener hans forsvarer

Foto: Torben Hansen

Foto: Torben Hansen

HJØRRING:- Anklagemyndigheden har selv været så fair under sin procedure at indrømme, at der kan være rimeligt begrundet tvivl om min klients skyld, og jeg mener, at han bør frikendes for alle de rejste tiltaler.

Sådan indledte professor Erik Werlauff, der er forsvarer for ebh banks og ebh-fondens tidligere bestyrelsesformand, Egon Korsbæk, torsdag formiddag sin procedure under straffesagen mod det såkaldte direktørnetværk.

- Egon har en plan, har vi hørt før i en anden sammenhæng, men det gælder ikke her, for Egon Kosbæk har ikke deltaget i nogen plan om grov kursmanipulation og mandatsvig, sagde han.

Erik Werlauff hæftede sig ved, at selv om retten skulle nå frem til, at der har eksisteret en plan mellem de tiltalte om at manipulere børskurserne på Keops ejendomsobligationer og aktier i Vestjysk Bank i vejret, så er der ingen beviser, der knytter Egon Korsbæk til opstillingen og udførelsen af en sådan plan.

- Egon Korsbæk har haft kontakt til Finn Strier Poulsen og en enkelt gang til Henrik Sylvester Larsen om investeringer i disse værdipapirer, men han har højst modtaget almindelige investeringsråd som ”godt køb” eller ”en god investeringsmulighed”, investeringsråd som så mange andre, han fik, mente Erik Werlauff.

Afviste Finn Striers forklaring

Erik Werluaff afviste i den forbindelse, at Egon Korsbæk - som forklaret af Finn Strier Poulsen under sagen - og Finn Strier Poulsen telefonisk aftalte, at ebh-fonden i august 2008 skulle købe aktier i Vestjysk Bank tilbage fra de tiltalte og nære pårørende til disse.

- Og det er ikke noget bevis for noget som helst, at Finn Strier Poulsen og Henrik Sylvester Larsen henviser til ”formanden” i en samtale, mente han.

Om ebh-fondens bestyrelsesbeslutning fra august 2007 om, at fonden skulle købe op i blandt andre aktier i Vestjysk Bank, så måtte Egon Korsbæk gå ud fra, at denne beslutning blev udmøntet på en måde, så aktierne blev opkøbt efter armslængdeprincippet, det vil sige til markedspris.

- Egon Korsbæk havde ikke nogen grund til at antage noget andet, sagde Erik Werlauff.

Kendte ikke andre tiltalte

Tidligere tirsdag formiddag havde advokat Andro Vrlic, der er forsvarer for tidligere investeringschef i ebh bank Henrik Sylvester Larsen, argumenteret for, at hans klient også skal frikendes på alle tiltalepunkter.

- Sådan som tiltalen mod min klient er formuleret, så kan han kun dømmes for kursmanipulation, hvis det kan bevises, at han forud for handlerne med de berørte værdipapirer var med at aftale en plan om at manipulere aktiekurserne, men han kendte jo slet ikke flere af dem, han skulle have indgået en aftale med, sagde han.

Procedurerne fortsætter torsdag eftermiddag middag med proceduren fra advokat Anders Nemeth, der er forsvarer for tidligere underdirektør i ebh bank Finn Jensen.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Kæmpe politiaktion i Aalborg Øst
Luk