EMNER

Forsvarer: Unge får varige mén

Tre måneder i arresten nedbrød Jens Saabos 16-årige klient

Forsvarsadvokat jens Saabo mener, at unge under 18 år kan tage psykisk skade af at være varetægtsfængslede i et arresthus, hvor der ikke sidder andre unge, og hvor den unge ikke må være sammen med de voksne indsatte. Foto: Michael Koch

Forsvarsadvokat jens Saabo mener, at unge under 18 år kan tage psykisk skade af at være varetægtsfængslede i et arresthus, hvor der ikke sidder andre unge, og hvor den unge ikke må være sammen med de voksne indsatte. Foto: Michael Koch

NORDJYLLAND:- Det var lidt uhyggeligt at følge. Hans åndelige stabilitet forsvandt og det blev rigtig svært at opnå kontakt med ham. Sådan siger advokat Jens Saabo om en nu røveridømt ung mand, hvis sag han førte sidste år. Den 16-årige unge mand blev anholdt og sigtet for to røverier. Han tilbragte godt en måned i arresten i Frederikshavn før dommen på halvandet års fængsel faldt. Efter domfældelsen ventede han i tre måneder på, at der blev en plads ledig på en af de sikrede institutioner. Han var den eneste under 18 år i arresthuset og var derfor helt isoleret bortset fra kontakten med personalet. Forandrede sig Nu afsoner han sin dom i Vestre Fængsels "ungeafdeling" i København. Det var især i perioden efter domfældelsen, at den unge mand forandrede sig. - Oprindeligt betragtede jeg ham som en dreng, der kunne komme videre, komme på gled igen. Men isolationen gjorde ham ligeglad med alting, apatisk og hård i sproget. Han sov hele dagen væk. Hvis jeg kom klokken 16, lå han stadig og sov, fortæller Jens Saabo. Også personalet i arresthuset i Frederikshavn var bekymret for den unge indsatte. - De sagde gang på gang, at "den er hel gal". Vi prøvede i hele perioden at få ham flyttet til en sikret institution med andre unge, men der var ingen pladser. Der er meget få pladser, siger forsvarsadvokaten. Kritik af politikere Det er Jens Saabos fornemmelse, at antallet af unge, kriminelle stiger. Dermed bliver flere varetægtsfængslede, og flere kommer til at sidde i arresterne i strid med FN's Børnekonvention. - Vi er fire forsvarsadvokater i firmaet, og vi har fået mere at lave, siger han. Jens Saabo skyder med skarpt på politikerne som dem, der er ansvarlige for de alt for få sikrede institutionspladser. - Det er mod bedre vidende, når politikerne gang på gang lover flere pladser. De kommer jo ikke. Det har været sagt mange gange, at man nu vil bygge flere pladser, men det er ikke sket, siger Jens Saabo.