Aalborg

Forsvarer: Vejrer morgenluft før ankesag

Stor uenighed blandt dommerne, får den drabsdømtes forsvarer til at tro på andet resultat i landsretten

Forsvarer Mette Grith Stage tror på en mildere straf, når sagen kommer i landsrettten. Foto: Henrik Bo

Forsvarer Mette Grith Stage tror på en mildere straf, når sagen kommer i landsrettten. Foto: Henrik Bo

AALBORG:Dommen på 15 års fængsel til Rasmus Christiansen for drabet på en 30-årig HA-rocker og drabsforsøget på hans 38-årige kammerat er for høj.

Sådan lød den umiddelbare reaktion fra forsvarer Mette Grith Stage, der havde påstået en dom på mellem otte og 10 års fængsel til sin klient. Dommen blev da også anket på stedet.

- Jeg er ærgerlig, for jeg har opfattelsen af, at straffen skal være noget lavere på grund af omstændighederne i sagen. Men jeg hæfter mig også ved, at der er stor spredning blandt dommerne i straffastsættelsen, siger hun.

Nævningetinget var nemlig meget uenigt i straffen. Der var stemmer på to års fængsel, otte år, ti år og helt op til 16 års fængsel. Og netop den store uenighed skaber optimisme hos forsvareren forud for ankesagen.

- Trods det kedelige resultat, så vejer vi morgenluft, og jeg mener, at der er en god chance i landsretten. Sagens omstændigheder har jo gjort indtryk på nogle af dommerne, siger Mette Grith Stage.

Hun mener, at anklagerens påstand om, at der var skærpende omstændigheder, da den 33-årige skød og dræbte, er helt forkert.

I stedet mener hun blandt andet, at den 33-åriges døds-angst efter et voldeligt overfald i 2011, er en formildende omstændighed.

- Hele optakten til drabet er en formildende omstændighed. Det er selvfølgelig en frygtelig forbrydelse, men det at en rocker skulle med til det møde, skabte en reference til overfaldet i 2011, og det var det afgørende i denne sag, siger hun.

Mette Grith Stage talte kort med sin klient, efter dommen var faldet.

- Han var ærgerlig, men også rolig. Han undrede sig også over uenigheden blandt dommerne, og er fortrøstningsfuld forud for ankesagen, siger hun.