Retspleje

Forsvarere protesterer mod vidner

Skal fortælle om pakistansk kultur og æresbegreber

SLAGELSE:Det hører ingen steder hjemme at få to såkaldte eksperter til at fortælle om pakistansk kultur og æresbegreber i en nævningesag, der handler om et drab i Slagelse. Forsvarerne i den kommende og meget omtalte drabssag protesterer hårdnakket mod to af anklagemyndighedens vidner. - Retten skal forholde sig til de beviser, anklagemyndigheden mener, man har. Der kan antropologiske og kultursociologiske erklæringer ikke hjælpe retten, siger forsvarer Manfred Petersen. Han repræsenterer den ene af de ni tiltalte i sagen, der har fået betegnelsen æresdrabssagen. En anden af forsvarerne i sagen, Bjørn Elmquist, siger det sådan her: - Man kan jo heller ikke gå ud fra, at alle rødhårede har et iltert temperament. Han frygter, at de to “eksperters” udsagn vil stemple de tiltalte. De vil blive udråbt som nogle, der tilhører en bestemt kulturkreds og som geografisk kommer fra et område, hvor “man gør sådan og sådan”. - Det er ikke sikkert, at alle dér opfører sig sådan. Min klient har jo boet i Danmark i mange år og taler helt perfekt dansk, siger Bjørn Elmquist, der er forsvarer for den mand, som affyrede de dræbende skud. Overflødigt Advokat Manfred Petersen er forsvarer for den pakistanske far, der er tiltalt for under et familieråd at opfordre til at finde og dræbe datteren, den 18-årige Ghazala, der stak af og valgte kærligheden frem for familiens bud på en ægtemand. - Helt tilbage fra oldtiden kender vi til, at der er noget, der hedder æresbegreber. Derfor er det overflødigt at hive sådanne vidner ind, siger Manfred Petersen. Forsvarsadvokaten mener, at det vil åbne for, at man også i andre sager vil kunne forlange at få eksperter til at udtale sig om dette og hint. I øjeblikket ligger spørgsmålet om vidnerne og venter på en afgørelse fra dels Østre Landsret, dels Højesteret. Og forsvarerne har foreløbigt fået ret noget af vejen. Den tidligere konservative folketingskandidat og forfatter til en bog om tvangsægteskaber Mohammad Rafiq skal godt nok vidne i sagen. Men ikke som ekspert. Der er ikke oplysninger om, at “han skulle have særlig faglig anerkendt sagkundskab i pakistanske forhold og traditioner”, skriver landsretten i en kendelse. Den er nu kæret til Højesteret. Endnu har Østre Landsret ikke taget stilling til forsvarernes protest over for vidnet, lektor og ph.d. Mehmet Ümit Necef fra Syddansk Universitet. Sagen starter i Østre Landsret mandag, og der er sat 23 retsdage af til sagen./ritzau/