Forsvaret bekymrer Liverpool-manager før sæsonstart

Jürgen Klopp skal måske bruge lidt "magi", før han kan få forsvarskabalen til at gå op i sæsonstarten.

Jürgen Klopp Foto: Paul Faith/Ritzau Scanpix

Jürgen Klopp Foto: Paul Faith/Ritzau Scanpix

Forud for sæsonstarten i Premier League i den kommende weekend står Liverpools manager, Jürgen Klopp, med udfordringer i forsvaret på grund af skader.

Liverpool har fire centrale forsvarsspillere, men Joel Matip og Ragnar Klavan døjer med småskader, og kroaten Dejan Lovren begynder først mandag at træne med igen efter en forlænget sommerferie på grund af Kroatiens VM-succes.

Det efterlader Virgil van Dijk som eneste kampklare centrale forsvarsspiller.

- Måske skal vi lave lidt magi i vores formation på tirsdag mod Torino (testkamp, red.), for kampen kommer nok for tidligt for Joel Matip og Ragnar Klavan.

- Dejan Lovren har endnu ikke trænet med os, så han kommer ikke til at spille tirsdag, og det bliver også meget vanskeligt at få ham klar til søndag. De to første ligakampe vil føles lidt som en del af opstarten, siger Jürgen Klopp.

Liverpool åbner sæsonen søndag hjemme mod West Ham. Mandag 20. august venter Crystal Palace på udebane i anden spillerunde af Premier League.

- Ligaen bliver en hård udfordring. Vi skal være klar hver uge og ikke kun i enkelte kampe. Det bliver vores udfordring, siger Jürgen Klopp.

I sidste sæson sluttede Liverpool på fjerdepladsen i Premier League. Holdet er derfor også med i Champions League i den kommende sæson.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.