Forsvaret har fundet sin milliardbesparelse

Forsvaret kan ved at effektivisere spare de 2,7 milliarder, som regeringen ønsker, viser ny analyse.

Forsvaret har fundet sin milliardbesparelse

Det danske forsvar kan uden store omlægninger, kasernelukninger eller nedlæggelse af kapaciteter spare 2,7 milliarder kroner om året.

Det er konklusionen i en analyse fra Forsvarsministeriet, Finansministeriet og konsulentfirmaet McKinsey, som partierne bag forsvarsforliget præsenteres for torsdag i den kommende uge, skriver Weekendavisen fredag.

Regeringspartiernes forsvarsordførere har allerede fået analysens hovedkonklusioner at vide. De fortæller, at besparelsen på 2,7 milliarder opnås ved klassiske effektiviseringer og en bedre indkøbspolitik, skriver avisen.

Dertil kommer, at forsvaret ligger inde med en del ubenyttet materiel, som kan sælges.

Det betyder, at den besparelse på tre milliarder kroner, som forsvarsminister Nick Hækkerup (S) har fået besked på at gennemføre, i realiteten kan gennemføres uden store strukturelle forandringer af det danske forsvar.

Ifølge Weekendavisen vækker konklusionerne undren hos regeringsordførerne, blandt andet om det betyder, at der indtil nu har været et overforbrug på næsten tre milliarder om året i forsvaret.

Det er dog tvivlsomt, hvor let Nick Hækkerup i realiteten vil kunne komme igennem med rapportens konklusioner.

Blandt andet lægger rapporten ifølge Weekendavisens oplysninger op til kraftige reduktioner af officerskorpset og for SU i stedet for løn under officersuddannelsen. Noget forsvarets personaleorganisationer er modstandere af.

Regeringen skal have besparelsen på plads sammen med blandt andre Venstre, som endnu ikke har accepteret, at der skal spares tre milliarder i stedet for de to milliarder kroner, som VK-regeringen lagde op til.

/ritzau/