Forsvarets ansatte har fået for meget i løn

Ansatte i forsvaret har fået bedre løn og pension end andre i staten. Over én milliard skæres i nyt forlig.

Forsvarets ansatte har fået for meget i løn

Forsvaret har brugt for mange penge på løn og pension til de ansatte, og der er købt alt for meget ind til forsvarets lagre til for høje priser.

Det fremgår af det nye forsvarsforlig, hvor politikerne lægger op til at spare hele 2,4 milliarder kroner ud af de samlede besparelser på 2,7 milliarder kroner i 2017 på indkøb og løn.

De Radikales forsvarsordfører, Rasmus Helveg Petersen, er forarget. Han mener, at forsvaret burde have effektiviseret for lang tid siden.

- Vi sparer nu 15 procent på forsvarets budget uden at nedsætte forsvarets operative kapacitet. Men hvorfor har man ikke samlet de penge op noget før, spørger Rasmus Helveg Petersen.

Det fremgår af aftaleteksten, at nogle af forsvarets ansatte blandt andet har haft bedre løn- og ansættelsesvilkår og pension end andre ansatte i staten. Blandt andet er der blevet udbetalt for mange penge til ansatte under uddannelse.

Samlet set mener forsvaret, at man kan spare over én milliard kroner på løn, særlige tillæg, særlige ansættelsesformer og andre arbejdsvilkår.

Ved at købe mindre ind til forsvarets lagre og effektivisere vedligeholdelsen af forsvarets materiel kan der spares 1,2 milliarder kroner. Alt sammen uden at det altså går ud over forsvarets mulighed for at operere.

- Det er skrupforkert, ude af trit med virkeligheden og utilladeligt. Det er helt nødvendigt, at vi får gjort op med det, siger Rasmus Helveg Petersen.

Spørgsmål: Skal det have nogle konsekvenser?

- Forsvaret er heldigvis selv ved at grave sig ud af hullet og spiller meget positivt med på at finde pengene. Det afføder et ønske om, at det ikke sker igen, og at det ikke sker andre steder i forsvaret.

Spørgsmål: Kan man sikre det, hvis det er forsvaret, der undersøger sig selv?

- Vi har sørget for nogle håndtag, der gør, at vi kan forhindre, at det sker igen, siger Rasmus Helveg Petersen.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst