Forsvarets kanon er rettet mod besparelser

Økonomien er på rette kurs i Forsvaret, der står godt rustet til besparelserne på 2,7 milliarder kroner

I 2013 har Forsvaret gennemført effektiviseringer for 900 millioner kroner, taget afsked med 1130 medarbejderne, hvoraf 770 er militære og de resterende civile.

Samtidig er kerneopgaverne løst tilfredsstillende. Det oplyser årsrapporten fra 2013, som netop er offentliggjort.

Derudover viser årets økonomiske resultat et mindreforbrug på cirka 600 millioner kroner.

- Vi er alt i alt kommet ud af 2013 med et tilfredsstillende resultat både fagligt og økonomisk, siger forsvarschef, general Peter Bartram, der dog understreger, at det ikke er et mål i sig selv at opnå et mindreforbrug hos Forsvarets myndigheder.

- For at udvise rettidig omhu og sikre, at besparelserne blev realiseret inden for en kort tidshorisont, har Forsvaret naturligt nok holdt igen på udgifterne i 2013 og haft fokus på en ekstra stram økonomistyring, siger han.

På trods af store effektiviseringer konkluderer rapporten, at Forsvarets kerneopgaver er løst tilfredsstillende i 2013 både nationalt og ude i verden.

Antallet af soldater i Afghanistan er blevet reduceret i takt med at opgaverne overdrages til afghanerne selv, Søværnet har ydet en stor indsats mod pirateri i Adenbugten og Flyvevåbnet er med kort varsel blevet udsendt til Mali.

Udviklingen i Syrien betød desuden, at Esbern Snare i efteråret 2013 blev omdirigeret til Middelhavet, hvor Danmark nu varetager ledelsen af den maritime transport af kemiske våben.

Også i den nationale opgaveløsning har Forsvaret ifølge forsvarschefen løst sine opgaver tilfredsstillende.

- Forsvaret var i 2013 indsat inden for hele rigsfællesskabet med mange forskellige slags opgaver. Fra ambulanceflyvninger og suverænitetshævdelse til overvågning og redningsoperationer, siger han.

For at nå målet med besparelse på 2,7 milliarder kroner fortsætter effektiviseringer og organisatoriske omlægninger i de kommende år. Forsvarschefen mener, at Forsvaret er på rette spor til at gennemføre resten af besparelserne.

- Det er en opgave, som kræver stor omstillingsparathed for alle myndigheder og medarbejdere, men årsrapporten viser, at der er tilstrækkelig styr på Forsvarets økonomi i forhold til at kunne indfri de næste års effektiviseringer, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.