Forsvarsadvokat: Intet sætter klient i forbindelse med Lindh-drab

- Der er intet, der sætter min klient i forbindelse med mordet.

Drab 19. september 2003 22:33

Forsvarsadvokat Gunnar Falk mener ikke, at hans klient har noget med mordet at gøre overhovedet. Det sagde han fredag aften til det svenske nyhedsbureau TT. Han sagde videre, at han endnu ikke ved, om han vil forsøge at få varetægtsfængslingen omstødt. - Det må jeg drøfte med min klient. Jeg kan ikke svare på det lige nu, sagde han. Dommer Lars Sjöström gav som begrundelse for sin afgørelse om at varetægtsfængsle i en uge, at der er risiko for, at den 35-årige kan vanskeliggøre politiets fortsatte efterforskning af drabet på Anna Lindh eller, at han eventuelt vil stikke af. Retsformanden gav desuden anklagemyndigheden ret til at pålægge den mistænkte en række restriktioner under varetægtsfængslingen. Det indebærer, at den mistænkte blandt andet ikke får lov til at se tv eller læse aviser. Forsvareren Gunnar Falk sagde, at han ikke er overrasket over beslutningen. - Jeg tror, at politiet helt enkelt behøver mere tid til at få resultater af flere tekninske undersøgelser. Men jeg ved rent faktisk ikke, hvad der foregår, sagde han efter retsmødet. Forsvareren henviste blandt andet til en række DNA-prøver, der er taget i forbindelse med drabet på Anna Lindh, og som anses for afgørende for sagen mod den 35-årige. Resultatet af prøverne lå færdig torsdag eftermiddag. Men politiet havde fredag eftermiddag endnu ikke oplyst, hvad analyserne viser. Det er Statens Kriminaltekniska Laboratorium, SKL, i Stockholm, der har taget DNA-prøver af den 35-årige mand og DNA-prøver af hår på en blå kasket, der blev fundet tæt ved gerningsstedet i et varehus midt i Stockholm. Når anklageren kun har begæret den 35-årige varetægtsfængslet med den svagere begrundelse "begrundet mistanke" tyder det ifølge svenske juridiske eksperter på, at politiet beviser mod den 35-årige i øjeblikker ikke er særligt stærke. Eksperter mener heller ikke, at der er sammenfald mellem DNA-prøver fra den 35-årige og prøver fra den kasket, som er blevet analyseret. Derimod mener jurister, at anklagemyndigheden har vidneudsagn, som peger på den 35-årige. /ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...