Forsvarschef: Ingen argumenter for en bornholmsk kaserne

Forsvarschefen kunne ikke finde argumenter for at frede kasernen på Bornholm, som politikerne ellers gjorde.

Forsvarschef: Ingen argumenter for en bornholmsk kaserne

Det var udelukkende en politisk beslutning at bevare Almegårds Kaserne på Bornholm i forbindelse med de netop afsluttede forhandlinger om forsvarsforliget.

Forsvarsministeriet har netop offentliggjort forsvarschef Peter Bartrams såkaldte militærfaglige vurdering af de forskellige kaserner, som han foreslog lukket. Og heraf er han ganske kategorisk i forhold til at dreje nøglen om på Bornholm.

- I relation til kasernen på Bornholm fremgår det af etablissementsanalysen, at der ikke vurderes at være militærfaglige, operative eller rekrutteringsmæssige argumenter for at bevare kasernen på Bornholm, skriver han til politikerne.

- Kasernen vurderes ikke udnyttet optimalt, og der er såvel operative som økonomiske problemstillinger ved at have enheder placeret i væsentlig afstand fra større øvelsesområder.

- Kasernen bør derfor, alt andet lige, lukkes og afhændes, idet Opklaringsbataljonen flyttes til Oksbøllejren og Hjemmeværnets enheder placeres på Segen kaserne.

I alt foreslog Peter Bartram at lukke fem kaserner. Ud over Almegårds Kaserne på Bornholm pegede han på Haderslev, Sønderborg, Bülows Kaserne i Fredericia samt Høvelte eller alternativt Vordingborg, hvis politikerne ønskede at bevare Høvelte.

Politikerne valgte kun at lukke to kaserner helt. Sønderborg lukkes, og enhederne flyttes primært til Varde, mens enhederne på Bülows Kaserne flyttes til den anden kaserne i Fredericia.

Derudover blev Vordingborg kaserne lukket delvist.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.