Forsvarsekspert: Lukningstruede kaserner er oplagte

Det giver økonomisk god mening for forsvaret at lukke de kaserner, der er blevet indstillet, siger ekspert.

Forsvarsekspert: Lukningstruede kaserner er oplagte

De kaserner, som forsvarschef Peter Bartram har indstillet til mulig lukning, er de mest oplagte at skære fra.

Sådan lyder det fra Peter Viggo Jakobsen, lektor ved Forsvarsakademiet, der roser forsvarschefens forslag.

- Det lyder, som om forsvarschefen er kommet med det optimale bud set med driftsøkonomiske briller. Det har længe været meget dyrt for forsvaret at have en kaserne, der ligger isoleret på Bornholm i forhold til resten af forsvaret, siger han.

- Og det giver også mening at lukke ned på den østlige del i Sønderjylland. Det tyder på, at han har kigget på det med driftsøkonomiske briller, fortsætter Peter Viggo Jakobsen.

Ifølge TV2 News har forsvarschefen indstillet kasernerne i Sønderborg og Haderslev, Bülows Kaserne i Fredericia, Almegård på Bornholm samt enten Høvelte eller Vordingborg til lukning.

Det undrer Peter Viggo Jakobsen, at forsvarschefen ikke har valgt mellem kasernerne i Høvelte og Vordingborg endnu.

- Det kan i værste fald betyde, at det politiske slagsmål om, hvordan det skal forløbe, kan trække ud, så folk i forsvaret kommer til at vente endnu længere på at få en endelig afgørelse, siger han.

Kasernelukningerne sker, fordi forsvaret skal effektiviseres for et milliardbeløb.

Konkret betyder det, at forsvarsudgifterne reduceres med 2,5 milliarder kroner i 2015, med 2,6 milliarder kroner i 2016 og med 2,7 milliarder kroner i 2017.

Peter Viggo Jakobsen tror da heller ikke, at lukningen af de fem vil blive de sidste i forsvaret.

- Det tror jeg absolut ikke, det er. Jeg tror, at vi om nogle år vil finde ud af, at forsvaret skal spare penge, og så vil den her proces med at lukke tjenestesteder fortsætte, siger han.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.