Aalborg

Forsvarsfæstningen brød sammen

ESBJERG: I fem udekampe på stribe havde AaB kun lukket ét mål ind, og i går i Esbjerg syntes fæstningen længe at holde til en ny gevinst på fremmed boldgade. Men tre gange på 12 minutter blev den ellers så solide AaB-defensiv åbnet på vid gab og straffet med Esbjerg-scoringer. - Inden da havde vi haft fuldstændig styr på Esbjergs offensiv, men tre placeringsfejl kostede dyrt, konstaterede AaB-anfører Thomas Bælum, der sammen med resten af forsvarskæden måtte bøje sig for skarpheden hos primært Jess Thorup, Tommy Bechmann og Jan Kristiansen. - Udligningen til 1-1 var høj klasse af Thorup. Som en rigtig centerforward pressede han sig foran mig og ekspederede indlægget i mål. - Målet burde ikke have knækket os, men i fortsættelsen glemte vi totalt at spille. Jeg skal ikke kaste med mudder, men jeg følte, at vi straks fik bolden tilbage i hovedet, når vi bagfra havde forsøgt at etablere et angreb, sagde Thomas Bælum med klar adresse til AaB-midtbanen, der efter første halvlegs dominans tilsyneladende løb tør for kræfter over hele linjen. abel