Fodbold

Forsvarsklippe og hurtigløber klar for AaB

Australske midtbanespillere træner med i to uger

AALBORG:Den norske forsvarsklippe Bård Borgersen og den estiske hurtigløber Andres Oper vender tilbage til AaB's superligatrup efter overstået influenza, når det nordjyske fodboldflagskib søndag eftermiddag spiller forårets første hjemmekamp mod Esbjerg fB. - De glider ind i truppen i stedet for Martin Pedersen og Morten Larsen, og der er ikke sket andre ændringer i forhold til premieretruppen i Køge i sidste weekend, fortæller AaB's cheftræner Poul Erik Andreasen. Han må fortsat på grund af skader undvære kvintetten Thomas Bælum, Peter Tranberg, Klebér Saarenpää, Brian Priske og Michael Silberbauer, men førstnævnte er dog så tæt på at være kampklar, at han spiller med på AaB's reservehold mandag aften i en træningskamp mod Jetsmarks 2. divisionshold. - Også Michael Silberbauers forstuvning bedres så meget, at vi formentlig kan have ham med i truppen i vores kamp i næste runde lørdag 5. april ude mod FC Midtjylland, og det samme gælder Peter Tranberg. Ham forventer vi at kunne bruge igen om en-to uger efter en fibersprængning, siger AaB-træneren. Poul Erik Andreasen ser desuden frem til at kunne indlemme AaB's A-landsholdsemne Brian Priske i truppen i hjemmekampen mod Farum 13. april. Australsk besøg To australske midtbanespillere indlemmes i øvrigt i AaB's træning i de kommende to uger, hvor den aalborgensiske trup er formindsket på grund af spilleres medvirken i diverse landskampe. - Direkte fra den hollandske klub PSV Eindhoven kommer det 17-årige stortalent Space Dilevski. Det er første gang, vi får fornøjelsen af at se ham lidt an i AaB, mens den anden australier, Daniel Vasilevski, tidligere har været forbi os i en kort periode. - Vi står i AaB ikke parat med en pose penge til nyindkøb, men omvendt er vi nødt til at følge med på spillermarkedet, og netop de kommende par uger er det fint at kunne indlemme de to australiere i den daglige træning i AaB, siger Poul Erik Andreasen.