Forsvarskoks kostede dyrt for Aalborg DH

Aalborg DH indledte sæsonen i GuldBageren Ligaen med et nederlag på 34-29 på udebane til Team Esbjerg. Louise Mortensen scorede 11 gange for aalborgenserne.

Louise Mortensen blev topscorer for Aalborg DH med 11 mål, men det rakte ikke til point i Esbjerg. Foto: Grete Dahl

Louise Mortensen blev topscorer for Aalborg DH med 11 mål, men det rakte ikke til point i Esbjerg. Foto: Grete Dahl

Forsvaret kom aldrig til at fungere for Aalborg DH i sæsonens premierekamp i GuldBageren Ligaen ude mod Team Esbjerg, og det benyttede vestjyderne sig af til at score 34 mål og vinde en sikker sejr. - Vi forsøgte med forskellige opstillinger og varianter i forsvaret, og i anden halvleg havde vi lidt succes med et offensivt forsvar og to mandsopdækninger, men desværre forstod vi ikke at udnytte de kontrachancer, der opstod, så vi fik kun formindsket Team Esbjergs føring fra ni til fire mål, inden hjemmeholdet satte tingene på plads i slutfasen, siger ADH's assistenttræner Allan Heine. I målet gjorde Ana Vojcic det godt i kampens sidste tyve minutter, men det rakte altså langt fra til point i premieren. Louise Mortensen blev topscorer for ADH med 11 mål fulgt af Linnea Thorstenson, Therese Wallter, Kristina Bille, Frida Toveby og Siri Seglem alle med tre scoringer.