Forsvarsminister afviser kritik af illoyale generaler

Wammen kan ikke genkende sin forgænger Nick Hækkerups kritik af forsvarets ledelse for at være snæversynede.

29. september 2013 13:17 - Opdateret 29. september 2013 13:18

Forsvarsminister afviser kritik af illoyale generaler

- Det er helt fair, at en minister fortæller, hvordan han oplever at have en anden post, end den han har nu. Det er bare vigtigt for mig at sige, at jeg har et godt og tillidsfuldt samarbejde med forsvaret.

Sådan lyder det fra forsvarsminister Nicolai Wammen (S), efter at hans forgænger på posten Nick Hækkerup har kritiseret flere i forsvarets top for at være illoyale og snæversynede "Oberst-Hackel-typer".

- Jeg har ikke nogen viden om, hvordan Nick Hækkerups samarbejde har været. Jeg kan sige, at mit samarbejde med forsvarets ledelse er godt og tillidsfuldt.

- Jeg forventer naturligvis, at forsvarets ledelse loyalt bakker op om de politiske beslutninger, der er truffet. Herunder, at vi skal spare 2,7 milliarder kroner, så pengene kan bruges på sygehuse, ældreomsorg og folkeskole, siger Nicolai Wammen.

Han kan ikke selv genkende billedet af, at topchef i forsvaret modarbejder politikernes beslutninger om at effektivisere.

- Jeg har ikke endnu mødt nogen Oberst Hackel-typer, når jeg har været rundt i forsvaret. Han er mest med i Matador.

- Men det er klart, at vi er ved at lave en mere moderne ledelse af forsvaret. Det arbejde er noget, som jeg tager meget alvorligt, siger Nicolai Wammen.

Dansk Folkeparti har skarpt kritiseret udtalelserne fra Nick Hækkerup. Ifølge forsvarsordfører Marie Krarup (DF) skader Nick Hækkerups udfald mod forsvarstoppen forhandlingerne om ændringer i forsvarets ledelse.

- Hækkerup gør det ikke nemmere for sin efterfølger at finde en løsning på den fastlåste situation angående fremtiden for Forsvarets ledelse, siger Marie Krarup.

Dansk Folkeparti er i forvejen frustrerede over, at regeringen med opbakning fra Enhedslisten vil lægge Forsvarskommandoen ind under Forsvarsministeriet.

Ifølge regeringen og støttepartiet vil det skabe en mere effektiv struktur, koordinering af politik, militær og økonomi i forsvaret. Men både Venstre og DF, som begge er med i forsvarsforliget, har talt i mod beslutningen.

Nicolai Wammen afviser dog, at Nick Hækkerups overraskelsesangreb på forsvarstoppen får betydning for forholdet til forligspartierne.

- Jeg vil tage møder med alle Folketingets partier om forsvarets fremtidige struktur, når det gælder ledelsen. Det tror jeg vil foregå på en god og konstruktiv måde, og jeg tror ikke, at det her interview vil få betydning i den sammenhæng, siger Nicolai Wammen.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...