Museer

Forsvarsmuseet fik 10.000 kroner af støtteforeningen

AALBORG:Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseums Støtteforening har på sin generalforsamling doneret 10.000 kroner til museet. 4000 kroner er øremærkede til en specialmontre til en del af en stor våbensamling, som Museet har fået overdraget, mens de 6000 kroner er til museumsdriften. I sin beretning på generalforsamlingen oplyste støtteforeningens formand,oberst Flemming Larsen, bl.a. at støtteforeningen i 2002 til museets åbning i juni forærede Museet en 14 meter høj flagstang med messingplade. Medlemstallet er steget med 67 til 184. - Vi er stolte af vort nye museum, der er endnu en kulturel perle i Aalborgs efterhånden omfattende samling, sagde Flemming Larsen. Museet drives af et forretningsudvalg på tre medlemmer samt af et stort antal frivillige hjælpere, hvoraf en stor del er medlem af Støtteforeningen. Videre fortalte formanden, at Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseums Støtteforening igen i år er repræsenteret med en stand på scenen på Forårsmessen 4.-6. april i Aalborg Kongres & Kultur Center. Når Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum åbner sin første hele sæson 1. april, har museet brugt midler til markedsføring siden november. Og det giver os forhåbning om et besøgstal og en omsætning dobbelt så stor som i 2002, sagde museets formand, oberst Orla C. Kops på generalforsamlingen i støtteforeningen. Sæsonen 2002 var fra sidst i juni til sidst i oktober, og da havde museet 5000 besøgende. Museet har med tak modtaget tilbuddet om at få en svensk funktionsdygtig kampvogn til sin udstilling. Det svenske forsvar transporterer kampvognen på blokvogn fra Skövde via Göteborg-Frederikshavn til Aalborg. Når den kommer, bliver den selvfølgelig sikret, så ingen kan komme og køre med den, men den når næppe frem til åbningen 1. april. Klar til åbningen vil være en færdig renoveret dysekanon, som er fundet på en losseplads i Midtjylland. Desuden regner man med, at den store tyske lyskaster, der under krigen stod i Aalbæk, vil er klar til åbningen efter at have været skilt ad, renoveret, slebet, malet pg samlet igen.