Malaysia

Forsvundet fly: Politi har gennemsøgt andenpilots hjem

Politiet har nu ledt efter spor hos både kaptajnen og andenpiloten fra Malaysia Airlines-flyet

AFP PHOTO/ ATAR

AFP PHOTO/ ATAR

MALAYSIA:Politiet i Malaysia har undersøgt andenpiloten fra det forsvundne fly fra Malaysia Airlines’ hjem, lyder det fra en højtstående politikilde dagen efter, at landets premierminister bekræftede, at flyet med overlæg blev styret ud af kurs.

Premierminister Najib Razak sagde lørdag, at efterforskningen nu vil fokusere på personalet og passagererne på flyet MH370, fordi flyets kommunikationssystemer med vilje blev slået fra, inden det drejede væk fra ruten mellem Kuala Lumpur og Beijing.

Politikilden, der har kendskab til efterforskningen, siger, at en særlig enhed af betjente eftersøgte den 27-årige andenpilot Fariq Abdul Hamids hjem lørdag aften. Forinden havde betjente ledt efter spor i den 53-årige kaptajn Zaharie Ahmad Shahs hjem.

- Vi udelukker ikke noget form for motiv i øjeblikket, siger politikilden.

Der var inden afgang ingen tegn på, at hverken kaptajnen eller hans andenpilot skulle have haft psykiske problemer, men det er heller ikke blevet udelukket, at en pilot ville begå selvmord.

Boeing 777-200-flyet, der havde 239 mennesker om bord, kan være styret til Centralasien, Thailand eller Det Indiske Ocean, lød det lørdag.

- Trods medierapporter om at flyet blev kapret, vil jeg gøre det klart, at vi fortsat arbejder med alle muligheder, pointerede premierministeren lørdag morgen dansk tid - en uge efter at flyet blev meldt savnet.

14 nationer har deltaget i eftersøgningen af det savnede fly. Tidligt søndag morgen lyder det dog fra Indien, at landet sætter sin del af eftersøgningen i bero.

Indien havde ledt i to områder: Omkring øgrupperne Andamanerne og Nicobarerne og længere mod vest i den Bengalske Bugt.

- De malaysiske myndigheder genovervejer situationen. De vil finde ud af, om de har brug for at ændre området for eftersøgningen, lyder det fra en talsmand fra den indiske flåde.

/ritzau/Reuters

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.