Film

Forsvundet og genfundet

Gert Fredholm fylder fredag 70 år.

Gert Fredholm fylder fredag 70 år.

¤ Gert Fredholm, filminstruktøren, der har skabt sig et navn med blot en håndfuld film såsom "Den forsvundne fuldmægtig" og "At klappe med een hånd", fylder i dag 70 år. Selv om der ikke er ret meget, Gert Fredholm ikke har prøvet inden for dansk film, er det ganske få produktioner, der har skabt ham et navn som instruktør. Det er efterhånden 40 år siden, han debuterede med et brag med sin Bodil-belønnede filmatisering af Hans Scherfigs berømte, satiriske roman "Den forsvundne fuldmægtig". Hundredtusinder valfartede til landets biografer for at se filmen med Ove Sprogøe i en mindeværdig hovedrolle. Alene i Nordens største biograf, Imperial, var den på plakaten i et par måneder. Herefter var der stille omkring Gert Fredholm på instruktørfronten. I 1977 lavede han spillefilmen "Terror" for Lademann Film, og i 1980 "Lille Virgil og Orla Frøsnapper" efter Ole Lund Kirkegaards børneklassiker. Ellers skulle man helt frem til 2001, før Fredholm fik et bemærkelsesværdigt comeback med den hjertevarme roadmovie "At klappe med een hånd" med Jens Okking i den store rolle som den stenrige forretningsmand, der pludselig får at vide, at han måske har en voksen datter i Jylland, som resultatet af en 26 år gammel affære med en servitrice. I 2005 tegnede Gert Fredholm med filmen "Dommeren" et portræt af en gennemført professionel og pligtopfyldende person, formand for Flygtningenævnet, som kommer i en personlig og arbejdsmæssig krise i forbindelse med en asylsag. Fredholms seneste film "En enkelt til Korsør" om en VUC-dansklærer, der forelsker sig i en af eleverne, som viser sig at være lesbisk og blot ønsker en donor, er fra 2008. - Jeg må nok sige, at det er langt sjovere at være instruktør i dag, end tilbage i tiden hvor jeg startede. I dag er der heldigvis langt større respekt for hele forberedelsesfasen med manuskriptet og skuespillerne, har Fredholm fortalt i et interview i Politiken. Gert Fredholm voksede op i det bedre borgerskab, brugte megen tid på galopbanens fuldblodsheste og drømte om at blive jockey. Det blev dog til et universitetsstudium i engelsk, inden et stik-i-rend-job på Minerva Film førte ham til Filmskolens allerførste hold i 1966. Blandt sine mange gøremål væk fra instruktørstolen har han undervist på Filmskolen, produceret film for andre og har instrueret for Tv-teatret. Han har været projektleder for Unescos Film Training Project i Zimbabwe, virket som filmkonsulent på Filminstituttet og været medstifter af den første fagforening for filmfolk i Danmark. /ritzau/