Forsvundet politihund fundet i god behold

Der var frygt for, at politihunden Django var dræbt af gerningsmand, den jagtede. Men nu er den fundet igen.

19. juni 2012 18:51 - Opdateret 19. juni 2012 18:52

Forsvundet politihund fundet i god behold

En nordsjællandsk politihund er nu genforenet med sin ejer efter et par timer i uvished.

Hunden Django forsvandt natten til tirsdag, da den havde næsen i sporet og forsøgte at finde et par undvegne tyveknægte.

Det fik politiet til at efterlyse hunden, da man frygtede, at gerningsmændene måske havde fanget og dræbt den.

- Vi fik en henvendelse fra en gårdejer ved Skenkelsø. Han havde en fremmed schæferhund stående i sin gård og spise af madskålen til sin egen hund, fortæller vagtchef Dan Rener Houtved.

- Han kunne se, at den havde en rød søgeline på, og så ringer han til os. En hundepatrulje kørte med ejeren derned, og der er naturligvis gensynsglæde, siger han videre.

Tyvene var kørt fast nær Slangerup og flygtet til fods, da hunden blev sat ind i jagten efter dem.

Da det var lykkedes at fange to af de tre mænd, ledte hundeføreren og Django efter den tredje.

Hunden satte over Græse Å, men føreren kunne ikke umiddelbart følge efter. Ved hjælp af en stang kom føreren lidt efter over på den anden side, men da var Django væk.

/ritzau/

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...