Fortæl hvad I har brug for

Borgmester H.C. Maarup (S) vil i tættere dialog med erhvervslivet

ARDEN:Hvis erhvervslivet i Arden på et tidspunkt mener, der er brug for et egentligt erhvervskontor med fuldtidsbemandet sekretariat, så vil borgmester H.C. Maarup (S) gerne forsøge at opfylde ønsket. Det løfte afgav han i forbindelse med kommunens nylige årsmøde med de lokale forretninger og virksomheder, som er medlemmer af Arden Erhvervsråd. Men tingene skal foregå i den rigtige rækkefølge. Kommunen vil ikke etablere et erhvervskontor i et forsøg på at skabe et behov. Men kommer erhvervslivet og fortæller os om nogle opgaver, der kun kan løses, hvis vi får et erhvervskontor, vil vi være lydhøre, lovede borgmesteren. - Jeg hører gerne hvilken service, virksomhederne efterspørger hos kommunen, forsikrer han. Nytårsmøde Nytårsmødet forleden godtgjorde ikke noget behov for at tænke så stort lige nu, men måske nok for at inddrage en bredere kreds af erhvervsfolk i kommunen. Ikke mindst, hvis landmændene tælles med. Snakken på mødet handlede også om at brede kontakten ud til alle lokalområderne. Skaffe sig nogle lokale ambassadører med lyst til at rapportere om ideer og behov, der opstår i det enkelte lokalområde. - Selv om erhvervsfolk tit har travlt i det daglige, så oplevede vi på nytårsmødet både lyst, overskud og vilje til at se ud over egne interesser og være med til at fremme væksten i et større område - i kommunen, vurderer Maarup. Byrådet har ikke vedtaget nogen erhvervspolitik. - For at sikre fortsat udvikling og dynamik er det vigtigt at fokusere på forretningsliv og erhvervsliv og få gang i en dialog, der sikrer, at kommune og virksomheder får udtrykt ønsker og forventninger til hinanden, så alle interesser bliver hørt. Personligt har jeg til hensigt at holde dialogen på et jordnært og praktisk plan. Store forgyldte hurraord og dokumenter flytter sjældent ret meget, bemærker borgmesteren. Iværksættere Han inviterer alle forretninger og virksomheder i kommunen - medlemmer eller ej - til at deltage i debatten. Arden Erhvervsråd er en privat institution med kommunnen som altovervejende hovedsponsor. Skatteborgerne lægger årligt en kvart million kroner på bordet, mens medlemsvirksomhederne hver især betaler et kontingent på 1000 kroner. Men skaren af kontingentydere vokser måske med årene. - Arden Kommune har jo vist sig at rumme en masse driftige mennesker - iværksættere med mod på at sætte en virksomhed i gang. Det overraskede tydeligvis de 18 fremmødte erhvervsfolk på nytårsmødet, at vores erhvervschef på deltid, Thorkild Højberg, i fjor havde kontakt med 25 lokale mennesker med lyst til at iværksætte egen virksomhed, hvoraf en del er gået i gang, forklarer H.C. Maarup. Iværksættere med en god ide kan få råd og vejledning hos erhvervschefen og støttemidler via den såkaldte NIN-ordning - Nordjysk Iværksætter Netværk - til at gøre springet ud på det dybe vand.