Fortælleren

De store børn sluger hendes bøger, Josefine Ottesen, der er en Danmarks mest læste forfattere. Hun tog afsæt i den nordjyske natur, inden hun helligede sig at starte sine læseres indre biograf.

Skolevæsen 21. marts 2009 05:00

Det var et fantastisk sted at være barn. Sådan siger forfatteren Josefine Ottesen om sine første bevidste barneår i et isoleret minisamfund omtrent i yderste klitrække ved Ingstrup. I dag skaber 53-årige Josefine Ottesen i sine bøger selv fantastiske steder for børn. Så fantastiske, at hun er en af landets mest læste forfattere. Hun har blandt andet skrevet om blomsterfeen Roselil, der klarer en ond heks, en slem fe og en drabelig drage i Blomsterlandet. Om dæmonbetvinger Mira, der gennem tre bøger og et grufuldt ophold i en fangelejr gør sit til at løse den etniske konflikt i Dakja. Om trældrengen Odd, der kæmper sig frem til at være kriger i kongens hird og en høvedsmand, som skal gebærde sig mellem magtbegær og intriger ved kong Ansurs hof. Trilogien “Krigeren” begynder med, at Odd skylles i land på den yderste ø. Berkanes Ø hedder den, men Josefine Ottesen har forestillet sig den ud fra Bulbjerg, lige som Han Herreds natur er blevet til krigerbøgernes univers. Nordjyllands natur har nemlig, siger hun, lavet dybe prægninger i hende. - Jeg havde egentlig altid fornemmelsen af, at jeg skulle tilbage, siger Josefine Ottesen, hvis tilværelses døre imidlertid åbnede sig anderledes. For 32 år siden kom hun til Svendborg, hvor hun stadig bor sammen med sin mand og deres to børn. - Jeg tænkte, om det i virkeligheden var så dejligt altid at have sand mellem tænderne, og at det altid blæste, eller var det måske ok at bo her, hvor der er så pænt, og træerne står lige. Den genkaldte tanke sendes af sted med et stort smil, for hun føler sig, siger hun, tættest forbundet med den nordjyske natur. For enden af grusvejen Set i et livsperspektiv boede hun her egentlig kun kort. Hun var to og et halvt, da hendes far blev forstander på statsungdomshjemmet Kettrupgård og fik kun 1. klasse med på skolen i Ingstrup. Men hun husker. Husker Kettrupgaard, hvis opgave det var at tage vare på kriminelle rødder fra stenbroen, men som også var hele verden for de ansattes 15-20 børn - deriblandt hendes fem ældre halvsøskende, overlærer Hansens syv børn og de andre unger. Derude for enden af en grusvej, hvor der kørte fem-seks biler om dagen, omtrent ude i klitten, tæt på havet i hvert fald, legede de på markerne, i staldene, ved værkstederne, i den parklignende have og inde i det gamle andehus. - Der stank ad helvede til dér, men det var jo lige meget, siger hun og hører sirenen, der altid hylede til spisning klokken 12. - I forhold til i dag var det et meget frit børneliv ... vi legede med tyren, stod i røgen på lossepladsen, sprang over graven med læsket kalk, og som forælder i dag tænker man “aiijj - kan det virkelig passe, at vi gjorde det?”. Det kan det jo, men selv om Josefine Ottesen husker fortiden med alle sanser, så handler hendes bøger ikke om “De fem søde børn i Bulderby og deres glade hund på nye eventyr”. Frygt og uro som motor De er nemlig skrevet ud fra en nysgerrighed på nutiden. På frygt. På uro. Bekymring. “Krigeren” for eksempel er skrevet ud fra en forundring over, at hendes søn tre år i træk mødte bevæbnet op i børnehaven. Dét var ikke lige, hvad hans fredselskende teatermor havde forestillet sig. Så gav hun sig til at studere krigeren som fænomen. Fandt ind til den stærke drift, som “rigtig mange af os har, for at kunne forsvare os selv”. Løftede det op på samfundsplan. - Så snart man har en kultur, så skal man have nogen til at forsvare den. Dem belønner man med nogle heltemodige historier, for det er jo ikke heltemodigt at gå ud at slå andre ihjel. Det er lige meget, hvordan vi vender og drejer det, så er det jo noget lort, siger Josefine Ottesen og giver sig i kast med at forstå desillusionerede krigsveteraner, der ikke bliver glorificerede som Kong Arthurs riddere eller heltene fra Anden Verdenskrig, som døde for en sag, som vi andre er taknemmelige for. - Når man ikke bliver hædret for at have forsvaret de andres fred, men tværtimod kritiseres, så går man, tror jeg, i stykker rent psykisk. Josefine Ottesen løfter sig ud af krigeruniverset og smiler: - Det er det, der sker med mig. Jeg bliver enormt optaget af det. - Jeg har mindst en meter med bøger om krigervæsen, siger forfatteren og moderen, der her mange år efter “Krigeren” har bundet an med science fiction-genren. Hendes søn er nemlig blevet stor og har begivet sig ind i heavy metal-universet. - Som mor til en stor søn, så må man fandeme arbejde på at få kontakt. Man kan ikke bare møde med fordømmelse. Jeg må prøve at forstå hans fascination, så jeg kan snakke med ham, siger moderen, der har fået sin sag for med heavy metal. - Dét er dybt skræmmende. Hele ikonifiseringen er så dyster. Så blodig, væmmes hun, der alligevel har lyttet sig frem til noget i heavy metal-sangernes monsteragtige growlen. Nogle følelser, som nutidens veltilpassede og beskyttede unge ikke uden videre kommer i kontakt med. De har ingen grave med læsket kalk at springe over og lever i en verden, hvor alle taler pænt til hinanden. I den dehumaniserede heavy-metal-verden med dens totale ødelæggelse, dens fravær af etik og moral, hvor intet er smukt, og jeg’et er ondt, kan de unge mærke dét, fornemmer Josefine Ottesen, som voksne lader sig pirre af, når de læser krimier eller ser på Picassos “Guernica” og laver egne billeder af krigens rædsler. Mellem kaos og kosmos Josefine Ottesen kobler til de unges uundgåelige farvel til forældrene og deres indtræden i voksenverdenen. - De vil gerne, og samtidig er de ved at skide små grønne grise, siger hun, der omtrent dér har den grundfortælling, hun bygger sine fortællinger op om. Hun er optaget af overgange. Af at ingen bliver til nogen. At man bevæger sig ud i en verden blandt venner og fjender og kæmper sig gennem prøvelser og kaos. - Det er der, man finder ud af, hvem man er. Der, man skal lære at håndtere det kaos, man som ung ved, er der, selv om de voksne prøver at lade som om, at alt er, som det skal være. Josefine Ottesen taler sig varm om kampen mellem kaos og kosmos, om at være i paradis eller at blive smidt ud af paradiset - og visheden om, at alt det, man regner med, kan være væk på et øjeblik. - Det er dét, de unge undersøger i heavy metal-universet. Og det gør de gennem kunsten. Det er det, man kan bruge kunsten til, siger Josefine Ottesen. Hun mindes sin egen ungdoms meget nærværende trussel om atomkrig, når hun vil prøve at forstå de unges måde at håndtere nutidens dommedagsscenarier på. Men er hun nået til en forståelse for drengenes fascination af det mørke og deres fravær af tro på, at det nok skal gå godt det hele, så har hun ikke helt forliget sig med dét syn på tilværelsen. I hendes fantasybøger går hovedpersonerne nok grueligt meget igennem, men deres moralske værdier er høje, og genren fordrer, at det onde bliver mulet i den sidste ende. Sådan er det ikke i en dystopi som trilogien “Det døde land”, hvis første bind, Golak, er udkommet. Der er ingen regler, bortset fra, at det skal gå ad helvede til. - Men jeg håber, at jeg på en eller anden måde kan ende på en up-note. Jeg tror ikke, jeg kan bære det andet, smiler forfatteren, der ikke tror på, at hendes forfatterskab følger børnene ind i et voksenunivers. Hun ser sig ikke som litterat, mere som historiefortæller. Hun kalder sig selv en barnlig læser, der gerne vil rives med. Sådan bestræber hun sig også på at skrive. Medrivende. Og voksne må gerne læse med. Læsning gavner demokratiet Josefine Ottesen tror på det fortalte ord. Tror på vigtigheden af den proces, der sker, når man læser eller hører en historie. Når man starter sin indre biograf og selv sætter billeder på. Det er en forudsætning for, at man kan gøre sig forestillinger om sit liv. Og det er nødvendigt for at kunne vælge, hvad der er godt, mener Josefine Ottesen. - Dét at få trænet din forestillingsevne gør dig til en bedre demokratisk borger, siger hun og tilføjer, “hvis man nu skal sætte store ord på”. Og når de er fremme, kalder hun det sin mission, at læserne skal blive klogere på deres egen tilværelse. - Det er min mission at skabe fortællinger, som man kan spejle sig i. Som kan rumme nogle af de ting i ens liv, som man ikke selv kan rumme, fordi vi jo er nødt til at overleve, siger hun og forklarer: - Vi bruger jo masser af energi på at sætte nogle barrierer op for nogle følelser, vi ikke vil mærke eller ikke tør gå ind i. Vi kan jo ikke bare sætte alle tærsklerne ned og flyde ud i det. Vi har brug for en afgrænsning af jeg’et. Hun siger videre, at jo flere historier man har at tage af, jo mere nuanceret kan man fortælle sin egen historie - og den er med til at skabe ens egen identitet. Vi fortæller, påstår Josefine Ottesen, altid historier om os selv, hvor vi har helterollen. - Det-var-godt-nok-svært-men-jeg klarede-det-historier, som er med til at opbygge det positive selvbillede, vi har brug for. Hvis man altså ikke vælger offerrollen, for det er en anden historie, som ikke rummer samme afsæt til at komme videre i livet - som den positive historie. - Vi bruger egenfortælling hele tiden. Når vi møder nye mennesker og skal fortælle, hvem vi er. Jo mere interessant, vi kan fortælle vores egen historie, jo mere spejling opnår vi, og jo bedre føler vi, at vi ved, hvem vi er. Og det gælder, eksemplificerer Josefine Ottesen, når vi begynder på en ny arbejdsplads, når vi får en ny svigerfamilie, eller derhjemme, når man - hvis man har en - fortæller sin partner om dagen, der gået. Det er ikke en minutiøs afrapportering. - Vi fortæller om det der, der er sket, som underbygger det billede, vi har af os selv, siger Josefine Ottesen og eftertænker: - Og hvis man har en god partner, så støtter de op om ens fortælling, men hvis man har en partner, der hele tiden trækker tæppet væk under ens egen fortælling, så skal man alvorligt overveje at finde en anden. Knudret kunst gør godt Altså skabes jeg’et i møde med andre. Eller noget. Kunst - for den sags skyld. Kunst, der får dig til at se dig selv i et andet lys. Josefine Ottesen nævner den danske film “Festen” og siger, at mange har oplevet den, som blev der holdt et spejl op foran dem. Et spejl, der viser noget, der har været holdt hemmeligt. Filmens omdrejningspunkt er en festtale, der afslører familiens hemmeligheder. I filmen er det incest, men det er ikke det væsentlige. - Der er jo næsten ingen familier uden hemmeligheder, så mange mennesker har oplevet den film, som at en tavs historie pludselig er blevet hørbar. - Så er spørgsmålet, om man kan få det ind i sin historie, eller man er nødt til at sige: Sådan en møgfilm. - Kunsten skal fylde på, så vi har noget at lave vores historie med, sammenfatter hun og tilføjer: - Derfor bliver det også rigtigt kedelig, hvis al kunst er glat og ikke kan hidse én op. Kunst må altså give stof til betragtningernes egenfortællinger. Nogle gange sker det i tråd med det omgivende samfund, andre gange på trods. Vigtigheden af at kunne påvirke individernes historier om sig selv understreges, siger Josefine Ottesen, at “et totalitært styre hurtigt sætter sig på historien”. - Fordi man på den måde kan styre de fleste menneskernes oplevelse af, hvordan deres virkelighed er, siger hun. Udviklingen i samfundet spiller også ind. Josefine Ottesen nævner, at vi - danskerne - bliver set i et andet lys i udlandet, end vi gjorde engang. - Vi var kendt, siger hun og dramatiserer, som en af de mest tolerante og fremmedvenlige nationer i verden, som havde reddet alle jøderne. - I dag er det jo en hel anden fortælling, vi har om os selv, tilføjer hun. Det optager Josefine Ottesen, at vi finder vores historier. Tidligere rejste hun riget rundt og fortalte om børnelitteratur. Hun holdt også skriveværksteder for børn. Det gør hun ikke mere, men hun husker. For eksempel den gang, hun var i Vestjylland, og hun måtte opgive at få de lokale drenge til at fortælle. Nogle af dem. De levede i en verden, der var konkret, meget konkret, og hvor alle kendte hinanden. De havde ikke behov for at fortælle, hvem de var. Kunne heller ikke. - Deres forestillingsevne var simpelthen ikke en muskel, de brugte, siger Josefine Ottesen, der ikke er bekymrede for drengene, hvis de bliver hjemme i Sig og omegn. - Men hvis de skal kunne klare sig i verden, som den ser ud i dag, så har de brug for at kunne forestille sig, at kunne fortælle deres historie. - Og hvis man ikke kan, så er man også meget nemt et offer for dem, der kommer med X Faktor, fordi man ikke selv kan vurdere, om det er realistisk, siger hun og kritiserer medierne for at have glemt drengene fra Sig. - Den virkelighed, de her børn befinder sig i - den findes ikke i medierne: De har garanteret læst om Ismail fra Ishøj og Lucinda fra Gambia, men de har ikke læst en eneste historie om Peter fra Sig. De har ikke set en eneste historie om Peter fra Sig. En avisartikel om Peter fra Sig. Tværtimod fortæller medierne historier, vi gerne vil tro på. - Vi tror jo, når vi ser de der mennesker i X Faktor, at det er den måde, vi kan leve på. Historien bliver fortalt så stærkt, at der hele tiden er parat til at komme nye deltagere ind, uanset hvor elendigt det er gået de tidligere, eller man bare aldrig hører om dem igen, siger Josefine Ottesen, der savner, at andre end Dansk Folkeparti sender anerkendelse ud til de danskere, der bor langt væk fra byerne. Væk er de radikales rødder med Jeppe Aakjær, Johan Skjoldborg og andre, der gav livet på landet værdi. - Der ligger en hel samfundsgruppe derude, der lever en tilværelse, som ingen tager alvorligt ... mens andre bruger mange tusinde kroner på kurser i simple living, siger hun og sender et grin ud over øerne i Svendborgsund. Med alvoren tilbage siger hun, at der ikke er nogen i hendes generation, der praler af at være fra landet. - Og hvis de endelig fortæller om det, så siger de, at de ikke kunne komme derfra hurtigt nok. Op ad bakken Hun kommer selv derfra. Hjemme på Kettrupgaard blev Josefine stor nok til, at hun skulle i skole. Det betød, at hun måtte cykle ad - hvad hun med et grin husker som - den lange, skrappe bakke fra Kettrupgaard ind til Ingstrup og en helt anden verden. - Dét var et kulturclash, siger hun og tilføjer, at hun ikke på nogen måder husker det som ubehageligt. Hun mødte bare en helt anden virkelighed end fællesskabet hjemme på Kettrupgaard. Virkeligheden var også, at hendes forældre blev skilt. Faderen blev i Vendsyssel, moderen tog Josefine med til Sjælland. Moderen var småbørnspædagogen og forfatteren Thea Bank Jensen, som skrev børnebøger og pædagogiske lærebøger. Ganske imponerende, synes datteren med henvisning til, at moderen var tysk-ungarsk jøde og altså først havde dansk som tredjesprog. Hun kom til Danmark i 1934 som flygtning, måtte under Anden Verdenskrig flygte igen, men vendte så tilbage fra Sverige i 1948. Trods dramatiske forhold, som blandt andet indebar tab af mange slægtninge, forblev moderen et meget legende og udadvendt menneske. Kunstnerisk en glad amatør, og Josefines eneste oprør var egentlig: - Jeg vidste, at jeg ville være professionel, siger hun. Josefine Ottesen har altså ikke - som mange af hendes kolleger - måttet slås sig fri af forventninger for at leve som kunstner. Hun var dog en omvej ad seminariet i Skovlunde, afbrød uddannelsen der for at fortsætte den på Hjørring Seminarium. Dér kom hun i praktik, og så var det slut med lærergerningen. - Det med at undervise børnene i at læse og skrive. Det sagde mig egentlig ingenting, siger hun og hæver stemmen til et smil: - Men jeg synes, det var sjovt at snakke med dem, siger Josefine Ottesen om skolebørnene. Hun kastede sig i stedet ud i en politisk periode med aktionsteater, medlemskab af DKU, opstart af den nordjyske afdeling af pædagogmedhjælpernes fagforening PMF. Via en dramalederuddannelse på Herning Højskole kom Josefine Ottesen til Svendborg - til Baggårdsteatret, hvor medarbejderne fik løn! Tanken var, at de lønnede job gik på tur, og så skulle der i øvrigt være en politisk balance mellem de ansatte. Det vil i datidens sprog sige lige dele DKU’er - altså ungkommunister - og venstresocialister. Alt for nemt at skrive Hun var fascineret af, at man i de politiske ungdomsorganisationer var optaget af at forstå sammenhænge, ikke mindst om magtstrukturer og styreformer. Den viden bruger hun flittigt, når hun skal bygge samfund op i sine fantasyromaner - men hendes partipolitiske ståsted forsvandt under en rejse i 1978 sammen med moderen i det kommunistiske Tjekkoslovakiet. - Der kunne jeg ikke være medlem mere, da jeg kom hjem. Da kunne jeg ikke stå og sælge Land&Folk længere, siger Josefine Ottesen. Hjemme i Svendborg erfarede teaterfolkene, at deres lønsystem var uhensigtsmæssigt. I forhold til de kunstneriske ambitioner gav det mere mening - hvis man skulle fastholde publikum - at aflønne skuespilleren med erfaring fra 200 forestillinger end den, der stod for tur. Josefine Ottesen udlevede også sine egne behov for professionalisme. Hun blev uddannet som skuespiller i USA, tog instruktørkurser i England og havde i knap tyve år en karriere inden for teaterverdenen som skuespiller, instruktør og underviser - udover at hun skrev teaterstykker. Faktisk har hun altid skrevet. - Men jeg tog det ikke rigtigt alvorligt. Det var alt for nemt. Det var meget sværere med teater, så derfor gjorde jeg det, siger hun med et strøg af selvironi. Men efterhånden mistede teaterverdenen sit greb i Josefine Ottesen. Det viste sig for eksempel, da hun underviste på teaterskolen i Odense. - Jeg blev lidt ligeglad med, om de blev skuespillere, nævner teaterdamen, der fik den endelige tilskyndelse til et karriereskift, da hun fulgte et kursus på filmskolen. Dét var ikke hende. Det var alt for tungt, al teknikken og skuespillerne, som også efterhånden var kommet til at stå i vejen, når hun lavede teater. - Jeg vil gerne bestemme. Være Gud, fuldender hun selvironien, som dog ikke er tykkere, end at den beskriver meget af hendes fascination ved at skrive. Fortælle historier. Det endelige punktum blev sat, da Josefine Ottesen som godt 40-årig færdiggjorde sine dramaturgistudier på Århus Universitet. - Så jeg begynder aldrig at læse litteraturhistorie, griner hun - af frygt for, at det ville betyde, at hun holder op med at skrive. {

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...