Fortællinger fra da mormor gik i skole

Ny bog om gamle skoler i Brovst giver forståelse af nutiden

Bil­le­det vi­ser den før­ste sko­le i Halv­rim­men fra 1834. PRI­VAT­FO­TO

Bil­le­det vi­ser den før­ste sko­le i Halv­rim­men fra 1834. PRI­VAT­FO­TO

BROVST:Den første af fire bøger om skolerne i Brovst Kommune udkommer nu på fredag. Fortællingen strækker sig fra skoleloven i 1814 til 1954 med opførelsen af Halvrimmen Centralskole, men fordi fortællingerne er fra fortiden, gør det ikke bogen uvæsentlig for nutiden ifølge en af medforfatterne. - Man kan godt have en opfattelse af at være løsrevet fra historien, men det fascinerende ved historie er, når man finder ud af, at de rødder, der går langt tilbage, har spor ind i fremtiden, fortæller medforfatter Inge Ulrik. Bogen giver, via nærværende og spændende elevberetninger og fakta fra seks gamle skoler i Brovst Kommune, et indblik i, hvordan undervisningen var, og hvilke forhold skolegang havde for mere end 100 år siden. Og de lærdomme fra dengang, med fællesundervisning for flere alderstrin og det sammenhold, det gav på tværs af klasserne, kan godt bruges i en debat om nutidens skole, ifølge Inge Ulrik. Socialt fællesskab - Folkeskolen er meget udskældt for tiden, og det er svært at finde ud af, hvad den egentlig indeholder. Mange gange er der et stort fokus på ydre ting, med klassekvotienter og elever, der skifter klasse, lærere og skole, frem for at man bruger kræfterne på indholdet og det sociale samvær mellem børnene. Her tror jeg, bogen kan give et indblik i det sociale fællesskab, man havde dengang, og hvordan man kan bruge det læringsmæssigt, fortæller Inge Ulrik. - Der er mange levende beretninger i bogen, og mange situationer, man vil kunne nikke genkendende til. Det er blandt andet en bog, som bedsteforældre kan læse sammen med større skolebørn og derigennem fortælle, hvordan det var, da mormor gik i skole, fortæller Inge Ulrik. Det har ifølge Inge Ulrik været en svær proces at udvælge de fortællinger, som har den bredeste interesse, men hun er godt tilfreds med resultatet, der udkommer på fredag i A4-størrelse på 84 sider med tekst og billeder. Skolerne, der bliver skrevet om i denne første udgave, er Nørre Økse, Sønder Økse, Halvrimmen, Arentsminde, Røgild og Øland Skole. Udgivelsen vil blive fejret på fredag kl. 16 i ØAH-Hallens cafeteria, hvor tidligere borgmester Carl Nielsen blandt andet vil holde tale, og der bliver budt på en lille forfriskning. Bogen kan købes på Brovst og Halvrimmen Bibliotek og i lokale pengeinstitutter. De næste to bind vil udkomme i løbet af 2007, og det sidste bind af de fire udkommer alt afhængig af salget af de foregående tre.