Fortiden fik levende ord

Over 50 borgere hørte om, da Hjørring gik fra lands- til industriby

Poul Christoffersen
Ar­ki­tekt Ib Lar­sen for­tal­te bl.a., at der på hjør­net af Søn­der­ga­de og Jern­ba­ne­ga­de lå et bræn­de­ri i ti­den ef­ter 1850, og der lå også bryg­ge­ri­er og man­ge ud­skænk­nings­ste­der i det gam­le Søn­der­ga­de.Foto: Kurt Be­ring
Løkken 10. september 2007 06:00

HJØRRING: Enhver borger kan gå en tur i Hjørring bys ældste dele med en brochure i hånden, men oplevelsen bliver langt større, når der er en sted- og historiekendt person med til at fortælle om, hvordan bydelen er opstået, og hvad der satte gang i udvikling. I anledning af Bygningskulturens Dag 2007 var der lørdag eftermiddag en byvandring i den del af Hjørring, og en folk på langt mere end et halvt hundrede havde valgt at bruge et par timer på vandringen, hvor arkitekt Ib Larsen fortalte om Hjørrings udvikling fra omkring 1850 og fremover. Dengang boede 2200 personer i byen, og de 400 var så fattige, at de ikke kunne klare sig selv. - I 1850 var landbruget begyndt at flytte ud af byen og industrien ind. Dengang var der stadig gårde og åbne møddinger inde i byen, fortalte Ib Larsen ved mødestedet for de mange deltagere. Det var ved det nuværende Vendsyssels Historiske Museums udgang ud til Skolegade 3. og her var der dengang en betalingsskole i den ene ende og offentlig skole i den anden. - Byens anden offentlige skole kom her i 1832. Ovre i Museumsgade kom en friskole, fortalte byvandringens guide, som fra Skolegade førte forsamlingen over Nørregade til Springvandspladsen. Mens der i det første hus i Skolegade i 1839 blev indrettet sygehus med 22 sengepladser og to dåreceller, så var den del af Nørregade, som i dag ligger overfor Codanhus, i høj grad industrikulturens arnested. - På hjørnet af Skolegade og Nørregade har været et støberi, som solgte almindelige kakkelovne, og der, hvor der nu er parkeringshus, har der været støberier. Skudehandlen med Norge var med til at sætte gang i dem, fortalte Ib Larsen videre. Turens første del fortsatte ad Søndergade over mod Springvandspladsen. Her var der i industrikulturens begyndelse også børstenbinderi, rebslagning og byens første elværk blev således etableret der, hvor H&M nu har forretning. Udviklingen var en væsentlig årsag til, at byen i løbet af et halvt hundrede år blev fire gange så stor. Del af kulturarv Vandringen i Hjørring centrums ældste bydele var en opfølgning på, at Hjørring Kommune sammen med tre andre kommuner er med i kulturarvsprojektet, og søndag var der mulighed for at vandre en tur i Løkkens ældre bydel. Og der var en vis forbindelse mellem de to arrangementer. Skudehandlen, som var en del af forudsætningen for Hjørrings forvandling fra landsby til industriby foregik via Løkken, og den første chaussévej fra Hjørring gik netop til Løkken.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...