Fortiden i vejen for vognmand

Fortidslevn kan stikke pind i hjulet for flytning af forretning

AALESTRUP:Mangel på plads betyder, at vognmand Morten Bach Sørensen gerne vil flytte sin vognmandsforretning fra Simested til Aalestrup. Han har allerede udset sig en erhvervsgrund øst for Aalestrup, og mureren er klar til at gå i gang med byggeriet. Men først skal jorden undersøges for fortidsminder. Det besluttede Teknisk Udvalg i Aalestrup Kommune forleden. - Kommunen har modtaget en skrivelse fra Stiftsmuseet. De mener, at der kan være gamle bopladser i jorden, siger formand for Teknisk Udvalg Per Aagaard (L). Derfor skal der nu udføres en større forundersøgelse, som Stiftsmuseet står for. Det er dog Aalestrup Kommune, som skal betale for forundersøgelsen, som kommer til at koste omkring 20.000 kroner. - Det drejer sig om en prøveudgravning, og der er sikkert noget på stedet. Spørgsmålet er så, om det er noget spændende, siger Per Aagaard. Udgravning koster Finder Stiftsmuseet nogle væsentlige spor af fortidsminder, vil en egentlig udgravning af området være nødvendig. Og den skal vognmand Morten Bach Sørensen selv betale. - Finder de noget, skal der sættes en fast pris, for en stor udgravning kan jo komme til at koste mig mange penge, siger Morten Bach Sørensen og fortsætter: - Hvis det kommer til at koste over 50.000 kroner, er jeg ikke længere interesseret i grunden. Så er alternativet at flytte til enten Hvam eller Aars, for der er ikke flere erhvervsgrunde i Aalestrup. Vognmanden er dog ikke vild med tanken om at skulle flytte det 58 år gamle familiefirma alt for langt væk fra Aalestrup. - Kundegrundlaget er jo omkring Aalestrup - og det var derfor, vi var interesserede i grunden. Men går det i vasken, læner vi os nok tilbage og ser, om der ikke kommer et nedlagt landbrug til salg omkring Aalestrup, som vi kan overtage, siger Morten Bach Sørensen. Måske snart i gang Han er dog stadig fortrøstningsfuld og håber, at han snart kan begynde at bygge på grunden i Aalestrup. - Det kan da godt være, de finder lidt, men måske ikke noget af betydning. Hvis det ikke drejer sig om noget væsentligt, regner jeg med, at vi begynder at bygge stuehus i løbet af en uge, siger Morten Bach Sørensen.