Fortiden spænder ben

Den tidligere AaB-topscorer Erik Bo Andersen tænker stadig over de svære stunder i fodboldkarrieren

Røde Romario - sådan blev Erik Bo Andersen - målkunstneren fra AaB – kaldt i sin storhedstid. Han var topscorer, da det nordjyske tophold AaB i 1995 vandt guld i Superligaen, og han var berømt og berygtet for sine lidt stive driblespurter, der som regel alligevel endte med, at bolden røg i nettet. Og så har han spillet i både norske, tyske (Duisburg) og skotske klubber og på det danske landshold. Det lyder som en drengedrøm, der gik i opfyldelse. Men beder man Erik Bo Andersen tage et ærligt tilbageblik på sit eget liv, har fodboldberømmelsen været en sej kamp. Skaden i knæet, der betyder, at han har spillet sit livs sidste fodboldkamp, nager ham, og smerterne minder ham dagligt om, at prisen skal betales resten af livet. De dårlige minder fra den norske Tippeligaklub Odd Grenland, hvor han endte med at betale store beløb for at blive løsnet fra sin kontrakt for at vende tilbage til vuggen, AaB, er også noget, han helst lægger bag sig. Men mest fylder spørgsmålet, hvorfor han skulle fryses af holdet, da han for et par år siden spillede for Glasgow Rangers. Med de 18 mål, Erik Bo Andersen sendte i nettet under de 37 kampe, han nåede at spille for Glasgow Rangers, popper spørgsmålet ubesvaret op igen og igen. - Man har jo en tendens til kun at huske det gode…heldigvis. Men jeg har da ikke glemt, hvordan det var i Glasgow Rangers. Det var fantastisk i starten. Men pludselig blev jeg frosset ud. Sådan som man gør, når man gerne vil have nogen til at forlade en klub før tid. Man bliver simpelthen hægtet af. Pludselig skulle jeg ikke træne med holdet længere, jeg skulle ikke spille, og jeg kunne tydeligt mærke, at de andre ikke ville have noget med mig at gøre. - I dag irriterer det mig. Hvis man nu havde fået en forklaring – "du passer ikke ind i spillestilen", eller "du scorer ikke nok mål", men det fik jeg ikke. Efter halvandet år sagde jeg stop. Jeg ville bare væk, og jeg følte mig ikke godt tilpas, fortæller 33-årige Erik Bo Andersen. En opdigtet tissetår Historierne i specielt den kulørte presse gik på, at Erik Bo Andersen var udsat for nogle temmelig grove mobberier fra specielt den lettere overvægtige, engelske bulldog-angriber Paul "Gazza" Gascoigne, der er berygtet for sin hårde attitude og sin hang til promiller. Ifølge flere medier skulle den kontroversielle Gascoigne i bogstaveligste forstand have ladet sit vand op ad sin holdkammerat Erik Bo Andersen. Pressen pegede fingre, og Erik Bo Andersen måtte dementere. Og det gør han stadig. Ifølge Erik Bo Andersen handlede det mere om trænerens beslutning om, at han skulle presses væk fra den skotske klub end egentlige mobberier fra kollegerne. - Sådan er det bare, og det må jeg jo leve med. Heldigvis er jeg psykisk robust, og derfor var der måske nogen, der mente, at jeg bare skulle blive i klubben og lade være at stikke af. Men der er grænser for, hvad man skal udsætte sig selv for. Fodboldinvalid Erik Bo Andersen vendte efter et kortere og meget skadesfyldt ophold i den norske klub Odd Grenland hjem til AaB. Han ville slutte, hvor han startede. Humøret var på det tidspunkt på nulpunktet, efter at korsbåndet endnu engang havde ødelagt en fodboldsæson. Erik Bo Andersen følte sig skidt behandlet i klubben, og Odd Grenland truede med at holde lønudbetalingerne tilbage. Men det comeback, han selv, og – formentlig også AaB - havde håbet på, blev endnu engang forplumret af skader. I foråret 2003 var det slut for altid. - Jeg stoppede ikke på toppen. Og det var ikke den afgang, jeg havde håbet på. I dag er Erik Bo Andersen fodboldinvalid og tog efter sit fejlslagne comeback rutsjeturen fra stjernerne på de største europæiske fodbold-stadions til et liv som arbejdsløs, hvor han i fire måneder dagligt stillede sig selv spørgsmålet "hvad nu?". Både han og konen Janne, der har turneret med ham i udlandet i otte år, har måtte sande, at det er svært at vende tilbage til det almindelige liv. Erik Bo Andersen er oprindelig uddannet lager og kontormedarbejder, men drømmene gik nu i retning af et sælger-konsulentjob. En branche, hvor han var sikker på at kunne bruge sin identitet som tidligere målrettet sportsmand. Erik Bo Andersen var egentlig ikke forberedt på at skulle skabe sig en ny identitet. Med et kendt navn, et kendt ansigt og sin baggrund som topprofessionel fodboldspiller havde han ikke fantasi til at forestille sig, at det ville være svært at finde et job, da fodbold-karrieren blev lagt hylden. Men jobbene hang ikke på træerne, og arbejdsgiverne stod ikke i kø. - For mange professionelle topidrætsfolk er det en hård situation at stå i, når de skal starte forfra i et ganske almindeligt job. Jeg har dog altid haft begge ben på jorden, og havde løsningen for mig været at blive skraldemand, så havde det raget mig en pap-and, hvis bare det havde gjort mig glad. I stedet valgte Erik Bo Andersen at åbne en sandwichbar - en Sunzet Boulevard - midt i Århus by. Et ønskejob, men også et hårdt job, som slider på det ramponerede bentøj. Erik Bo Andersen har svært ved at få arbejdslivet til at hænge sammen - at være restauratør og sportsinvalid er en dårlig cocktail. - Det er faktisk lidt af en lortesituation, for det kan ikke blive ved sådan her. Det er skideærgerligt, men det er for hårdt for mit ben. I øjeblikket venter jeg på en dom fra Arbejdsskadestyrelsen, så må jeg tage stilling til, hvad der skal ske, når den kommer. For det her holder ikke, konstaterer den tidligere topspiller.