Fortjener et hit

CD Lo-Fi Rock Pluto: "Ingen ved hvorhen" Thomas Thomsen har bestemt ikke valgt den lette vej til rock'n'roll hall of fame – og det er nok yderst tvivlsomt, om han nogensinde opnår hæderen. Men mindre kan også gøre det for hovedfiguren i danske Pluto, der – efter at have kastet to plader i vandet – stadig mangler at få ringene til at brede sig til flere end en snæver kreds af anmeldere og andre entusiaster. Sker det så med tredje "sten"? Næppe. Det piller imidlertid ikke ved, at Pluto på "Ingen ved hvorhen" fortsat skriver formummede, tyste popsange af fineste karat. Sjældent bevæger Thomas Thomsen sig ud over en afdæmpet hvisken, der dog rummer stor styrke og tvinger lytteren til selv at gå på opdagelse i universet. Foretager man investeringen, kommer pengene tifold igen, når Plutos sirlige kompositioner åbner sig helt op. Den smertende "Blæs mig væk" vækker minder om et par af Anderson/Butlers nøgne pianostykker i den første inkarnation af Suede, mens den løsere klingende "Beat" vinker mere i retning af Juncker, der ligesom Thomas Thomsen ikke er bange for at skrive romantiske sange på dansk. Allermest er Pluto dog sig selv. De larmer ikke, men rammer alligevel dybt. Og den popsensible "Guldlok" må være trioens chance for – endelig – at få sig et lille hit. Det fortjener de sgu. Rasmus Hougaard kultur@nordjyske.dk Pluto: "Ingen ved hvorhen". Udgivet af Good Guy's Recording Company/A:Larm.