Fortjent hjemmesejr til Vodskovs serie 1-herrer

Serie 1 pulje 3 Vodskov - Kristrup 3-2 (1-1) Mål for Vodskov: 1-1 Anders Juul Nielsen, 2-1 Mogens Knudsen, 3-1 Anders Juul Nielsen VODSKOV: Det blev til tre fortjente point til hjemmeholdet efter en udmærket holdindsats. Gæsterne fra Randers lagde hårdt ud og pressede hjemmeholdet i den første halve time af kampen så det var ikke ufortjent, at det blev 1-0 til Kristrup i det 29. minut. Vodskov svarede imidlertid hurtigt igen med udligningen allerede to minutter senere på det første mål af en veloplagt Anders Juul Nielsen. Herefter overtog hjemmeholdet spillet halvlegen ud, men det blev ikke til yderligere scoringer før pausen. I anden halvleg bevarede Vodskov presset på gæsterne, og efter et større klumpspil i det 63. minut lykkedes det til sidst for Mogens Knudsen at heade bolden i nettet til en føring på 2-1. Godt anført af midtbanespilleren Hans Peter Bech og de to markeringsspillere, Peter Tabor og Lars Jensen, blev gæsterne holdt fra fadet, og da Anders Juul Nielsen i det 70. minut udnyttede en friløber perfekt, lignede det en afgørelse. Til stor forundring for hjemmeholdet og publikum så dommeren imidlertid et straffespark i en hovedstødsduel i det 83. minut og den chance udnytte Kristrup til at skabe lidt spænding om resultatet til sidst. Det lykkedes dog for Vodskov at holde stand og sikre yderligere tre point.