Klokkerholm

Fortjent sejr til KIF

KLOKKERHOLM:Klokkerholms fodboldmandskab i serie 4 var lige den tak bedre end Brønderslev, der gjorde sejren i hjemmekampen over BI på 2-1 fortjent. KIF’erne havde bolden mest og spillede sig til kampens største og bedste scoringsmuligheder, så gæsterne kunne ikke beklage sig over, at pointene blev i Klokkerholm. Det stod 1-1 efter første halvleg, hvor KIF kom foran efter 25 minutter, og hvor BI fik udlignet umiddelbart før halvlegspausen. I anden halvleg faldt KIF’s sejrsmål efter et kvarter, hvor Lars Pape sendte bolden i nettet efter et godt angreb. Træner John Nygaard er godt tilfreds med, at KIF’erne nu har stabiliseret situationen efter en svag start og glæder sig over, at holdet nu har syv point for fem kampe. Næste spændende opgør bliver på fredag aften på Klokkerholm Stadion mod Harken.