EMNER

Fortræffeligt foto-program

Photoshop Elements 3 er et nemt og kraftfuldt billed-værktøj

Navnet siger det meste: Photoshop Elements består af elementer fra Photoshop - programmet, der i årevis har været kongen inden for professionel billedbehandling. I denne "elementære" udgave har producenten kun medtaget de funktioner, der er relevante til hjemmebrug - og pakket dem ind i en enkel og indbydende brugerflade. Her er masser af skærm-hjælp, og for en gangs skyld medfølger også en fyldig trykt manual, der leder dig ind i programmet med et praktisk kursus-forløb. Eneste ulempe er, at alt foregår på engelsk. Programmet støtter dig gennem hele processen: Du kan overføre billeder fra dit kamera og ordne dem i et katalog, som det kendes fra Photoshop Album. Ved at søge på dato eller nøgleord finder du let de billeder, du skal bruge. Det har aldrig været lettere at rette fejleksponering, røde øjne og andre tekniske fejl. De fleste problemer kan faktisk løses med et enkelt klik på "Auto" knappen. Man kan også hive forskellige skydeknapper frem og tilbage - og straks se virkningen. Du kan også bruge mere dramatiske lys- og overflade-effekter og kombinere dele fra flere forskellige billeder. Når du er tilfreds med resultatet, hjælper programmet også med at få det ud på papir - måske i form af et postkort eller en kalender. Eller du kan brænde et moderne "lysbilledshow" til dvd-afspilleren - komplet med musik eller indtalte kommentarer. Programmet er lige velegnet for begyndere og erfarne hjemme-brugere. Det har selvfølgelig ikke så mange indstillinger som Photoshop CS. Men prisen er også en brøkdel. Og Photoshop Elements 3 tilbyder alle de værktøjer, man kan ønske sig til husbehov.

Forsiden