Fortrøstningsfuld Magnussen føler sig reddet af regnen

Kevin Magnussen røg ud i anden kvalifikationsrunde i Japan, men det kan blive til hans fordel, mener han.

Kevin Magnussen vælger det positive udsyn før søndagens Formel 1-grandprix i Japan. Foto: Issei Kato/Reuters

Kevin Magnussen vælger det positive udsyn før søndagens Formel 1-grandprix i Japan. Foto: Issei Kato/Reuters

Kevin Magnussen sluttede som nummer 12 i lørdagens Formel 1-kvalifikation i Japan. Danskeren røg ud i anden kvalifikationsrunde, efter han måtte opgive at forbedre sin tid, da regndråber kom i spil.

Men en konklusion om, at regnen dermed ødelagde hans kvalifikation, deler han dog ikke.

Tværtimod kan danskerens tidlige exit blive til hans fordel. Det skyldes de dækregler, der dikterer hvilke dæk, kørerne skal starte løbet på.

- Måske blev vi reddet en smule af regnen. Jeg er ikke sikker på, det ville have været særligt godt, hvis jeg kommet i Q3 på supersoft-dæk. Det er næsten værre at starte på supersoft-dæk på niende- eller tiendepladsen, end det er at starte på 12.-pladsen på softdæk, siger Kevin Magnussen til TV3+.

Han satser på at køre langt på softdækket, hvorfor han først sent i løbet skal i pit for at skifte til andre dæk. Omvendt skal de kørere, der starter på et blødere og mindre slidstærkt dæk, formentlig i pit tidligt i løbet.

- Og så kan man forhåbentlig have fordelen af, at dem, der pitter tidligt, kommer ud på banen igen i trafik, siger Kevin Magnussen.

Hans teamkollega, Romain Grosjean, kørte en perfekt kvalifikation og starter i femteposition på softdæk. Det havde også Magnussen muligheden for, men det blev ødelagt af en mindre kørefejl og uheld i form af forankørende trafik.

Til gengæld glæder Kevin Magnussen sig over, at det nye gulv i bilen har sat mere fut i Haas-raceren.

I kvalifikationen kørte Lewis Hamilton sig til endnu en pole position. Denne gang foran teamkollega Valtteri Bottas.

Ferrari røg ind i en større nedtur med en fjerdeplads til Kimi Räikkönen og en niendeplads til Sebastian Vettel.

/ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.