EMNER

Fortrolige breve sendt til forkerte

Dorthe Sørensen fik journal fra Jammerbugt Kommune med personlige oplysninger om en familie, hun ikke kender - det samme er sket for en veninde.

Dorthe Simonsen fra Fjerritslev blev temmelig chokeret, da hun åbnede en mail fra Jammerbugt Kommune. Den viste sig at indeholde en journal om en mor og hendes børn, som Dorthe Simonsen hverken kender eller på nogen måde har tilknytning til. Journalen var komplet med cpr-numre, navne og sagsbeskrivelse. Mailen var sendt fra børne- og familieforvaltningen, som Dorthe Simonsen har kontakt til i forbindelse med sin egen socialsag. - Jeg får for eksempel mails med indkaldelse til møde, så jeg er vant til at høre fra dem. Og derfor åbnede jeg selvfølgelig også denne mail og begyndte at læse, fortæller Dorthe Simonsen. Pludselig går det op for hende, at journalen ikke handler om hende men en fremmed person. - Så blev jeg virkelig chokeret. Og umiddelbart tænkte jeg på min egen sag. For hvor mange har så læst min journal? Det kan jeg jo reelt ikke vide, og det er jeg meget utryg ved, siger Dorthe Simonsen. Hun skrev straks en mail til den pågældende sagsbehandler og gjorde opmærksom på fejlen. Fortroligt brev med posten Så kom endnu et chok: En veninde i Brønderslev, der tidligere har boet i Jammerbugt Kommune, kunne fortælle, at hun også har modtaget fortrolige papirer fra Jammerbugt Kommune om en fremmed person. Veninden havde bedt om en kopi af sin journal, og den modtog hun med posten - sammen med en kopi af et brev vedrørende et barn, hun ikke har nogen tilknytning til. - Jeg er dybt chokeret over, at sådan noget kan ske. Det kan jo være skæbnesvangert for de mennesker, det drejer sig om, siger Dorthe Simonsen. Hun har skrevet en klage til forvaltningen og til borgmesteren, og det er da heller ikke en sag, kommunen er videre stolt af: - Dybt beklageligt - Det må bare ikke ske, lyder det prompte fra Jes Lunde, der er direktør i børne- og familieforvaltningen, Jammerbugt Kommune. Efter Dorthe Simonsens henvendelse har han taget kontakt til lederen af den pågældende afdeling. - Jeg har indskærpet, at sådan noget ikke må ske, og at alle skal være utrolig omhyggelige med, hvad de sender ud, siger Jes Lunde. Han tør ikke lige sige, om der skal strammes op på nogle procedurer i den forbindelse. - Alle skal bare have fuld opmærksomhed på det. Så må medarbejderne sørge for at lave et ekstra tjek. Det er dybt beklageligt, siger Jes Lunde.