Fortsætter jagt på masseødelæggelsesvåben

NEW YORK: I FN’s hovedkvarter i New York sidder 20 mand hver dag og pløjer internationale aviser igennem, gennemgår satellitfotos af tidligere våbenlagre i Irak og taler med udenlandske efterretningstjenester for at få oplysninger om Iraks lagre af masseødelæggelsesvåben. Mere end fire år efter den amerikanskledede invasion af Irak leder FN’s våbeninspektører fortsat efter Saddam Husseins påståede våbenlagre, skriver Washington Post lørdag. Våbeninspektørerne erkender, at deres primære opgave - at afvæbne Irak - i det store hele er fuldført for længe siden. Men blandt de fem permanente medlemmer i FN’s Sikkerhedsråd er der ikke enighed om at indstille arbejdet. Rusland fastholder, at afvæbningen af Irak formelt skal bekræftes af inspektørerne, mens USA mener at inspektørerne har gjort deres arbejde og er imod, at FN skal spille en rolle i Irak. Flere tidligere våbeninspektører fastholder, at der ikke er masseødelæggelsesvåben i Irak, og samme konklusion kan læses i rapporter fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA. Alligevel mener lederen af FN’s inspektionsorgan (UNMOVIC), grækeren Dimitri Perricos, at inspektørernes arbejde fortsat er relevant, fordi nogle af landets biologiske og kemiske våben muligvis kan genskabes af oprørsgrupper, terrorister eller endda en kommende irakisk regering. - Irak er jo ikke som Danmark, siger han til Washington Post. - De har fremstillet giftgasser, miltbrandbakterier, VX-gift og sarin. De har fremstillet hele spektret af forfærdelige elementer, og de har anvendt dem. Vi ved ikke, hvordan tingene udvikler sig i regionen, og vi vil være sikre på, at der er en vis kontrol, siger Perricos./ritzau/